tirsdag den 31. juli 2012

Opskrift: Pizza i to variationer - blomkålspizza og Halloumi ostepizza - og pizzasauce fra bunden

Færdig pizza med ostebund
Jeg er nok ikke den eneste på Low Carb kost som har haft svært ved at se hvordan man skulle kunne spise feks. pizza, når hvedemel er forbudt.
Så har jeg jo læst så meget om det her blomkålspizza, men synes måske alligevel det lød for underligt til at det kunne blive godt. Først da jeg så pizzabunden med Halloumi ost hos Birgitta Höglunds Mat, var der noget der så rigtigt ud - altså en pizzabund hvor der er ost i, og så ost oven på, det kan vel ikke gå helt galt.


For nu at give blomkålspizzaen en chance også, så har jeg prøvet begge dele, og begge versioner blev serveret for den pizzakritiske Lækkermås, som ikke altid har været glad for de pizzabunde jeg har lavet med hvedemel.

Der blev også lavet hjemmelavet pizzasauce, og så blev der fyldt på hvad vi nu havde i køleskabet.

Jeg har forsøgt at finde ophavsmanden til blomkålsidéen, og jeg ved ikke om det er lykkedes i dette link til  Your Lighter Side - men bloggeren skriver i hvert fald at hun fandt på idéen om at bruge blomkål i stedet for ris, som en glutenfri opskrift foreslog, tilbage i 2009.
Man må sige at metoden har gået sin sejrsgang i Low Carb verdenen, uanset hvem der fandt på det - spørgsmålet er om det også blev en succes her på matriklen.
Det må du læse videre for at finde ud af.

Pizzasauce:


1 spsk olivenolie
2 fed finthakket hvidløg
1 ds økologiske tomater
2 tsk tørret oregano
1 tsk chiliflager
1 spsk palmesukker (eller agavesirup eller sukrin)
1 spsk æblecidereddike
salt og friskkværnet peber


Hvidløg svitses ved lav varme i olivenolie (det må ikke blive brunt), og når det er blødt tilsættes tomater, oregano og chili. Saucen koger ind til ønsket konsistens, ca. 10-20 minutter, alt efter hvor høj varme man bruger. Blend saucen direkte i gryden med en stavblender, eller hæld lidt ad gangen i en blender og blend til saucen er helt jævn.
Smag til med palmesukker, eddike, salt og peber.
Kan opbevares på køl en uges tid, eller evt. fryses ned i mindre portioner.


Blomkålspizza:
2-3 personer alt efter sult - 1 stor eller flere små bunde
De bagte blomkålspizzabunde
ca. 1/2 liter fintrevet blomkål (ca. 3/4 af en stor blomkål)
2 æg
125 g ost - feks. mozzarellaost, eller cheddar som jeg brugte, da jeg ikke havde andet (eller det havde jeg, men mozzarellaen skulle bruges ovenpå pizzaen)
1 tsk tørret oregano
2 tsk tørret persille
1 spsk FiberHusk



Start gerne med at dampe den revne blomkål i mikroen, uden at tilsætte vand - dette er for at noget af væden skal ud af blomkålen så bunden ikke bliver blød. Giv den et par minutter eller tre, og vrid så gerne blomkålen fri for vand i feks. et ostelærred, når den er kølet lidt af.
Bland blomkålen med æg, ost, krydderier og FiberHusk i en skål og lad den stå 5-10 minutter til FiberHusk har opsuget væde og dejen er blevet mere fast.
Varm ovnen op til 250 grader med en bageplade i, og bred dejen ud til en stor pizza, eller del den i op til 4 eller 5 mindre portioner, som bredes ud til pizzabunde på bagepapir - ret kanten ind så den ikke bliver for tynd og dermed brændt ved den høje varme.
Når ovnen er varm flyttes bagepapiret over på den varme bageplade, og bager i ca. 10-15 minutter til bundene er gyldne - pas på de ikke bliver brændt, det går hurtigt til sidst.
Tag pladen ud, smør pizzasauce på bundene og læg fyld på, hvorefter pizzaen bages igen til evt. ost er smeltet og råt kød er gennemvarmet - eller lad bundene køle af, og opbevar dem i køleskab i nogle dage, eller frys dem ned i poser til nem pizza en anden dag.

Halloumi ostepizza:
1-2 personer alt efter sult - 1 stor eller flere små bunde

De bagte ostebunde
100 g revet Halloumiost (jeg brugte en minihakker - osten er temmelig fast, så det går nemt)
1 æg
1/2 dl fløde
2 spsk FiberHusk


Rør alle ingredienser sammen og lad dejen stå i ca. 10 minutter til FiberHusk har gjort dejen fast.

Varm ovnen op til 250 grader med en bageplade i ovnen, og bred dejen ud til en stor pizza, eller del den i op til 4 eller 5 mindre portioner, som bredes ud til pizzabunde på bagepapir - ret kanten ind så den ikke bliver for tynd og dermed brændt ved den høje varme.
Når ovnen er varm flyttes bagepapiret over på den varme bageplade, og bager i ca. 10-15 minutter til bundene er gyldne - pas på de ikke bliver brændt, det går hurtigt til sidst.
Tag pladen ud, smør pizzasauce på bundene og læg fyld på, hvorefter pizzaerne bages igen til evt. ost er smeltet og råt kød er gennemvarmet - eller lad bundene køle af, og opbevar dem i køleskab i nogle dage, eller frys dem ned i poser til nem pizza en anden dag.


Konklusion:


Noget overraskende blev begge versioner af pizzaen faktisk gode. Blomkålspizzaen bliver ikke helt så sprød som osteudgaven (muligvis fordi jeg ikke fik vredet så meget vand ud af blomkålen), men den smager godt og falder ikke så tungt i maven - og mætter stadig godt.
Ostepizzaen mætter utrolig meget, men bliver til gengæld mere sprød og pizzaagtig og smager også godt.
Lækkermåsen var enig i denne konklusion og siger samtidig at bundene ikke vil kunne erstatte en rigtig pizza for ham, men som et alternativ når nu madammen ikke længere vil lave hvedepizza, så går det fint an.
Engang i fremtiden har jeg en plan om at prøve at lave en blanding af de to typer - en pizza med både blomkål og Halloumi ost, for at få lidt sundt ind i osteudgaven - men jeg skal også prøve en Meatza, hvor bunden laves af hakket kød (enten okse eller kylling).

Jeg kan indtil videre godt leve med at spise denne type pizza, bare der kommer noget ordentligt fyld på som smager af pizza (læs=ost og oregano), og jeg har stadig nogle af bundene i fryseren.
Så må Lækkermåsen selv bestille en fra det lokale pizzeria når trangen til mel og vand bliver for stor.

torsdag den 26. juli 2012

Opskrift: Hjemmelavet kokossmør / creamed coconut - og min nye køkkenbaby


Til efteråret fylder jeg et rundt tal som jeg ikke har så meget lyst til at tænke på - men det gode ved sådan en fødselsdag er jo, at man som regel har lov til at ønske sig lidt større gaver end normalt.
Og eftersom Lækkermåsen før har klaget over at jeg aldrig ønsker mig noget (sikkert fordi jeg når at købe det meste selv), så tænkte jeg at anledningen var kommet til at lufte tanken om et større ønske der er opstået indenfor de sidste par måneder: nemlig en Vitamix blender.
En Vitamix er en ordentlig motherf*cker af en blender, som kan kværne is, lave de blødeste smoothies, og lave smør af feks. mandler, kokosmel, hasselnødder og peanuts. Den kan lave varm suppe, helt uden varmeelement, da den skaber friktion der varmer de grøntsager op der kværnes i den - og den kan lave blød is af frossen frugt.
Den ser sådan her ud: (håber ikke Domotech.dk, hvor jeg har købt den, kommer efter mig da jeg har lånt billedet derfra)
Og nej, indrømmet - køn er den ikke. Den fylder også temmelig meget, især når man skal benytte den tamper der følger med (en plastic"pind" man bruger gennem låget, til at mase feks. større frugter og grøntsager ned mod kniven med) - men der blev målt efter i køkkenet, og heldigvis har vi et overskab der ikke hænger ret langt ned, så den kunne være derinde under, sammen med røremaskinen og stavblenderen.

Manden min er jo som sædvanlig hurtig når det tager ham - knap havde jeg udtrykt mit ønske, før han nærmest havde bestilt den til mig (uagtet at jeg først fylder år i oktober). Jeg ville dog godt lige være sikker i min sag, så jeg brugte nogle timer på at læse sammenligninger mellem Vitamixen, og så den anden førende blender i den prisklasse, Blendtec - og jeg så en masse videoer på Youtube (søg bare på Blendtec Vitamix - så skal du se løjer. Det er nærmest en religionssag på højde med Kitchenaid vs. Kenwood - hvis ikke værre).
Der var et par ting der talte for en Blendtec - udover at kunne kværne både mobiltelefoner og kranier, så er kanden firkantet og har bedre plads i bunden, da kniven kun er dobbelt i modsætning til Vitamix' 4 knive, og dermed er det nemmere at få maden skrabet ud. Til gengæld er jeg ikke så vild med al den elektronik der er i de mange digitale indstillinger - Vitamixen er manuel, og dermed er der mindre der kan gå i stykker.
For Vitamixen talte desuden at der fulgte en tamper med, så man kan rode lidt rundt i blenderen mens den kører, samt at der er 7 års garanti på maskinen - og som nævnt, de mere simple indstillinger.

Enden på det blev at jeg besluttede mig for Vitamixen (efter et stort kys til manden som tak) - den blev bestilt en onsdag aften hos Domotech.dk, fredag blev den afsendt, og mandag ankom den. Meget fin information hele vejen igennem fra deres kundeservice, hvor der kom mails både ved modtagelse af betaling, afsendelsestidspunkt, tracking nummer osv. Dog er der et lille kritikpunkt med indpakning af maskinen - den kom, kun pakket ind i selve gavekassen, med billeder osv. af blenderen udenpå, og det kunne måske godt friste nogle svage sjæle undervejs i pakkesystemet. Desuden var den meget tæt på at gå op i tapen under bunden, så det er nærmeste et mirakel at blenderen ikke faldt ud. En mere neutral, og solid indpakning ville være rart. Det har jeg informeret Domotech om, og det lød da i hvert fald til de var glade for tilbagemeldingen, så mon ikke de gør det lidt bedre fremover.

Jeg har ikke haft ordentlig tid til at afprøve ret meget med blenderen endnu, men én ting skulle forsøges i mandags - nemlig at lave kokossmør. Det bliver brugt i diverse desserter jeg har haft kig på, og jeg ved egentlig ikke om man kan købe det herhjemme.

Jeg havde en stor pose økologisk kokosmel stående fra helsekosten (altså den revne udgave - ikke det helt fine pulver), og den blev forsøgsdyr til dette, som vel næppe kan kaldes en opskrift, men mere en fremgangsmåde. (Faktisk forsøgte jeg først med kokosflager, fordi jeg havde læst forkert (derfor er det også dem der er med på billedet) - det gik ikke så godt, så husk at bruge det revne kokos, i stedet for de aflange flade stykker).

Hjemmelavet kokossmør:

Revet usødet kokosmel hældes i blenderen, eller en god foodprocessor, og køres ved høj hastighed til det bliver cremet og flydende. Skub det ned med tamperen, eller sluk og brug en dejskraber, så der ikke sidder tørt mel på siden af kanden/skålen - der skal bruges så meget kokos at det når et godt stykke op over kniven.
Når kokossmøret er helt jævnt og cremet, hældes det på et rent (evt. skoldet og vodkaskyllet) glas. Det kan sagtens opbevares i et køkkenskab.
Kokossmørret stivner ved almindelig stuetemperatur, men når det skal bruges er det tit i smeltet form - opvarm FORSIGTIGT glasset i mikroen til det begynder at blive flydende igen, feks. i intervaller af 10-20 sekunder - det må endelig ikke få for meget varme, for så brænder det på (ligesom det revne kokos let brænder på når man varmer det op). Eller endnu bedre, stil glasset i en skål eller gryde med varmt vand til det bliver blødt nok til at bruge.
Brug det i kager, desserter, smoothies, eller i stedet for smør på brød.

Konklusion:

Først mht. Vitamixen - udover kokossmøret har jeg kun nået at lave et par grønne smoothies i den, og det er gået over alt forventning. De bliver meget fine og cremede, og hvis jeg nogensinde havde en idé om at jeg ønskede mig en juicer, så er det glemt nu - en Vitamix blender grøntsager og frugt så fint, at man ikke kan mærke fibrene, forudsat at man fortynder med is og lidt væske. Man får gavn af alt det gode, i stedet for kun saften.
Bunden af blenderen - en lille dejskraber
kan lige snige sig ned mellem bladene
Jeg synes ikke det har været det store problem at få klistrede ting som kokossmør ud af kanden - med en lille dejskraber, som feks. den fra Le Creuset, kan man få det meste ud, uden problemer. selvom de fire knive sidder i vejen. Rengøringen går også rimelig let, da man bare fylder kanden halvt med varmt vand, et par dråber opvaskemiddel i, og så kører man en tur på høj speed (husk låget). Skylle kanden og vupti, så er den ren.
Næste punkt på programmet bliver nok at lave mandelsmør, flere smoothies, og måske en hurtig is hvis vejret skulle finde på at arte sig igen. Og en dag manden ikke er hjemme, skal jeg have afprøvet om det virkelig kan passe at den kan varme en suppe op, helt af sig selv.

Kokossmøret blev cremet og lækkert, og dejligt sødt i smagen. Det er allerede afprøvet i noget sundt slik som der kommer mere om en anden dag.
Jeg har ikke fortrudt at jeg luftede mit ønske, selvom det hiver nogle tusind kroner ud af budgettet. Spørgsmålet er så bare hvad jeg skal ønske mig til jul?

søndag den 22. juli 2012

Indkøb hos iHerb.com


OPDATERET APRIL 2013:

Jeg havde ikke helt styr på reglerne om told og moms, så det er opdateret nu, plus fragtraten er ændret/faldet!
---
Som nævnt her havde jeg lavet en bestilling hos amerikanske iHerb.com på det fiberrige kokosmel der bruges i mange bageopskrifter. Samme type mel kan købes i DK hos Raw and More, men som nævnt i det andet link bliver jeg altså for nærig til at give 210 kr. inkl. fragt for 1 kg mel i DK, når jeg kan få det hjem fra USA til under 18 USD inkl. fragt. Også selvom det ikke er samme produkt.

Jeg sendte derfor en bestilling til iHerb på 2x500 g af denne kokosmel - den har ikke samme næringsindhold som den fra Raw and More, men indeholder pr. 100 g ca. 11 g fedt, ca. 57 g kulhydrater, ca. 14 g protein og ca. 40 g fibre. Raw and Mores udgave har en noget bedre fordeling og meget lavere kulhydratindhold - men nu prøver jeg med denne udgave og ser om det virker til bagning.
Har du et tip til et andet mærke med samme næringsindhold som Raw and Mores udgave, som måske også kan fås lidt billigere, hører jeg meget gerne om det. (Den kan i øvrigt også købes her, men det bliver den desværre ikke billigere af).

Så vidt jeg husker kom pakken ca. en uge efter afsendelse, så det må siges at være ganske hurtig forsendelse og nogenlunde det man kan regne med til Danmark.
Jeg har læst meget blandede anmeldelser af iHerb, bl.a. nogle som skriver at varen aldrig ankommer, og da der ikke er tracking på pakkerne til Danmark, så er det bare ærgerligt - iHerb vil ikke afholde udgiften til de tabte varer, så man må reelt affinde sig med tabet.
Men lige så mange skriver at varerne når sikkert frem, og jeg har gjort op med mig selv at jeg tager chancen indtil videre, eftersom det ikke er ret store værdier jeg bestiller for.

Man skal jo nemlig være obs på, at hvis man bestiller for over 80 DKK fra lande udenfor EU, så kommer man som udgangspunkt  til at betale moms, og importgebyr for at Post Danmark skal indfortolde varen - og så er fortjenesten hurtigt tabt. Men kan man holde sig under 80 DKK pr. ordre, så skulle pakken gerne stryge lige igennem.
Told risikerer man kun at betale hvis varekøbet overstiger 1150 kr., så ved de små ordrer er dette ikke noget problem. (Se evt. link fra Skat).
Almindelig fragt til DK koster et fast beløb på 6 USD (hvilket, på trods af kursen, også er ret billigt, når man tænker på hvad det koster at sende med Post Danmark herhjemme!) - de skal heldigvis ikke tælles med i de 80 DKK.
OBS: Fragtraten er faldet til 4 USD pr. april 2013 - det kan man jo ikke klage over.

Hvis du gerne vil prøve at handle hos iHerb, så er der dog en chance for at bestille for lidt mere på den første ordre - hvis man bruger en kode fra en anden kunde, så får man 5 USD i rabat på første ordre, og det kan man godt få lidt ekstra i kurven for.
Dvs. på den første ordre kan man pt. bestille for ca. 18 USD uden at skulle betale told og moms.

Du kan benytte følgende rabatkode for at spare 5 USD på første ordre:

KEB549

Bruger du denne kode, skal du dog vide at jeg vil optjene en lille smule ved at du handler - men tilsvarende vil du få tildelt en kode efter dit første køb, som du kan dele med andre, og dermed kan du også optjene lidt at handle for.
Vil du vide mere om iHerbs reward system kan du læse om det her.

Så er der forhåbentlig rene linjer om dét.

I øjeblikket venter jeg på min næste ordre fra iHerb - koncentreret Stevia pulver, og Guar gum, som jeg har haft lidt problemer med at finde herhjemme.

Har du allerede handlet hos iHerb, og har nogle tips til Low Carb venlige varer man med fordel kan bestille for under 80 DKK, så vil jeg i øvrigt meget gerne høre om det!

Opskrift: Ingefær / jordnøddedressing (og eksotisk salat)


For nogle uger siden spiste vi sammenskudsmad hos nogle naboer, og jeg havde salat med. En lidt eksotisk en af slagsen, med bl.a. mango, ananas og kokosflager (knap så eksotisk var der også blomkål, agurk og spidskål i). Der skulle en dressing til, og for at matche det lidt asiatiske i salaten, lavede jeg en ingefær/jordnøddedressing, som jeg tidligere har postet på den anden blog i forbindelse med min deltagelse i SRC (en opskriftsklub hvor man blogger en opskrift fra en anden blog, uden at man ved hvem der blogger fra ens egen).
Normalt sødes den med almindeligt raffineret sukker, men denne gang måtte der alternativer til - jeg valgte at bruge halvt mørk agavesirup og halvt palmesukker for at få en lidt mørk, karamelagtig smag men komme lidt ned i GI, og det fungerede fint som erstatning for hvidt sukker. Du kan dog også sagtens bruge feks. Sukrin eller et Stevia produkt, hvis du vil længere ned i kulhydrater.

Dressingen kan reelt bruges til mange typer salater, men egner sig især godt til en med feks. kokos, mango og/eller kylling.
Eller måske som dyppelse til kyllingespyd?

Ingefær / jordnøddedressing:
ca. 1 1/2 dl

1 spsk mørk agavesirup
1 spsk palmesukker
4 spsk olivenolie
3 spsk risvineddike
2 spsk creamy jordnøddesmør
1 tsk salt
1/4 tsk stødt tørret ingefær (eller en lille smule frisk, meget finthakket)
1/4 tsk friskkværnet peber

Pisk alle ingredienser til dressingen sammen, og lad det stå til palmesukkeret er opløst (hvis du blender det til melis først, går det lidt hurtigere).
Rør den godt igennem lige inden der tages af den, da der godt kan danne sig lidt bundfald.

Konklusion:

Dressingen var rigtig god da den blev lavet med sukker - og sukkererstatningerne gør den ikke ringere.
Den er syrlig, sød, salt og cremet - det eneste der næsten kunne gøre den bedre er lidt chili - men der var børn tilstede den dag, så det undlod jeg.
Det kommer der i næste gang. Måske sammen med lidt rød karrypasta, hvis jeg føler mig ekstra dristig.

lørdag den 21. juli 2012

Alternativ til brødcroutoner


For ikke så længe siden, men før jeg røg på low carb vognen, lavede jeg Cæsar salat (med kylling) for første gang, med den traditionelle dressing og godt med brødcroutoner (du kan se min fremgangsmåde og opskrift på salaten og dressingen her - men beware - der er også billeder af brødcroutoner, så det er på eget ansvar hvis du er en svag sjæl der let ledes i fristelse). 
Croutonerne er næsten det bedste ved den ret (altså bortset fra dressingen... eller parmesanosten. Eller - det hele er sådan set bare godt) - i hvert fald hvis de er hjemmelavede, så det var lidt en udfordring at finde noget der kunne erstatte det farlige brød, da jeg fik lyst til at lave salaten igen i starten af denne uge.

Jeg har kigget lidt omkring for at se hvad andre bruger som erstatning for croutoner, for jeg kan vel ikke være den eneste der er glad for dem i salat, men som gerne vil finde en erstatning.

Det oplagte var selvfølgelig at bage et low carb brød med en af de brødblandinger man kan købe, men som jeg har bestemt mig til at holde mig fra, da jeg hellere vil lave det fra bunden (og så er de også temmelig dyre dem jeg har set). Jeg har endnu ikke forsøgt mig med et brød lavet fra bunden som egner sig til at riste, så hvis du har en opskrift der er testet og fundet risteværdig, så kom endelig med den, for et ristet stykke "franskbrød" med smør og ost en lørdag morgen er i høj kurs, sammen med de salige croutoner!

Jeg måtte finde på noget andet - og to af de tips jeg stødte på af knasende alternativer, var flæskesvær brækket i mindre stykker, og nødder/mandler/kerner ristet i olie og krydderier. Jeg kunne ikke umiddelbart bestemme mig til hvilken udgave jeg skulle forsøge mig med, så det var selvfølgelig kun én ting at gøre - at prøve dem begge.

Der blev købt en pose af de mest tørre flæskesvær (dem uden fedtkant - fås bla. i Rema) og dem der var tilbage efter jeg havde snacket halvdelen de blev brækket i mindre stykker og drysset over salaten.

Mandel/kerneblandingen blev lavet på følgende måde:

En god håndfuld mandler blev hakket groft med en kniv og smidt på en middelvarm pande sammen med en lille håndfuld solsikkekerner, samme mængde græskarkerner, en generøs slat olivenolie og en god mængde lidt groft salt (men ikke så groft som det man putter i kværnen)Blandingen ristes under jævnlig omrøring til man begynder at kunne dufte mandlerne/kernerne, og så tilsættes lidt hvidløgspulver, løgpulver og chipotlepulver og der ristes videre et par minutter. (Hvis man tilsætter det for tidligt kan man godt risikere at især hvidløgspulveret bliver lidt branket, så vent hellere lidt).
Blandingen køles af, evt. på en tallerken med et stykke køkkenrulle, så overskydende olie suges væk - og så er det ellers bare at drysse blandingen på sin Cæsar - eller yndlingssalat. 

Konklusion:

Faktisk fik jeg ikke rigtig prøvet med flæskesværene selv - det var Lækkermåsen der blev udsat for dem. Men konklusionen var vist at de var udmærkede. Mandel/kerneblandingen var dog bedre, og jeg var også rigtig godt tilfreds med resultatet. Der er noget der knaser, der er krydderier der smager af noget, og man får det sunde fra mandlerne/kernerne.
Denne udgave bliver helt sikkert lavet igen (vi fik det faktisk i går, til en anden salat) - og lav endelig rigeligt, hvis du går i gang, for blandingen kan godt holde sig et stykke tid i et tætlukket glas.
Så er der nemt drys en dag lysten til saltede croutoner bliver for slem.

tirsdag den 17. juli 2012

søndag den 15. juli 2012

Opskrift: Tabbouleh uden bulgur og canarisk rød mojo


Jeg har blogget om dette på den anden blog - en bulgurfri version af tabbouleh og en skøn canarisk mojo med peberfrugt.

Fremover bliver det nok sådan at jeg linker mellem de to blogs hvis jeg synes noget er relevant begge steder, i stedet for at poste den fulde opskrift to steder. Og så bare med lidt ekstra kommentarer hvis nødvendigt.
Håber det ikke bliver for forvirrende.
Mest af alt for mig selv.

Denne bulgurløse tabbouleh er fuld af blomkål og broccoli og urter, og fylder ikke meget i kulhydratregnskabet. Den smager skønt sammen med mojoen, og sammen med feks. stegt kylling bliver det en fyldig men stadig let frokost - og til aften er det perfekt sammen med en stor rød bøf, eller andet oksekød, sammen med masser af (krydder)smør.

Opskrift: Cheesecake / ostelagkage med jordbær/rabarberkompot, blåbærgelé og bund af kammerjunkere



Torsdag aften havde vi besøg af mine forældre så de kunne se vores nye overdækkede terrasse - og ikke mindst være med til at spise derude. Vi sidder derude næsten hver dag i øjeblikket, uanset om det regner eller ikke, og det er skønt med 25 ekstra m2 som kan bruges som spise"stue".


Menuen til den aften blev en sous vide-tilberedt oksecuvette (varmet i ca. et døgn ved 56 grader - den blev desværre ikke den store succes efter vores mening, og det er nok sidste gang vi forsøger os med cuvette - det er bare ikke lige den rigtige udskæring til os) og en tabbouleh som der kommer mere om senere - men først vil jeg vise disse lækre små ostekager, som blev til med kammerjunkerne fra sidste uge.
Jeg har tidligere lavet en islagkage med bund af fuldkornskammerjunkere (den farlige slags med sukker osv. i - du kan se den her) og det fungerede rigtig godt, så det måtte prøves om det også kunne fungere til ostekage, med kammerjunkerne uden mel og sukker.


Jeg lurede lidt på flere opskrifter og endte ud med min egen version af en bagt ostekage - bunden lavet af kammerjunkerne, mørk chokolade fra Valrhona, smør og kokosolie - fyldet lavet af flødeost, æg, creme fraiche og jordbær/rabarberkompot, og en top af blåbærgelé - pyntet med nogle af ribsene vi fik foræret sidste weekend.


Egentlig ville jeg have lavet én stor kage, men endte i stedet ud med at få brugt disse serveringsringe til at lave portionsanretninger.
Der var et par småting der gik galt undervejs, men i får opskriften og fremgangsmåden som den burde være lavet - og som den bliver lavet næste gang, hvis den bliver lavet igen.
Det er jeg nu ret sikker på den gør.
I hvert fald noget lignende.


Cheesecake / ostelagkage med jordbær/rabarberkompot, blåbærgelé og bund af kammerjunkere:
5 personer


Bund:

ca. 150 g kammerjunkere (hvis du ikke vil lave low carb versionen, så brug feks. fuldkornsversionen af kammerjunkere fra Kelsen, eller ganske almindelige kammerjunkere)
70 g mørk chokolade (jeg brugte Valrhona Guanaja)
2 spsk blødt smør
1 spsk kokosolie

Varm ovnen op til 200 grader.
Alle ingredienser blendes/samles i minihakker eller foodprocessor.
Smør 4 eller 5 ramekiner eller serveringsringe godt med smør og sæt alle forme/ringe på en stor ovnfast tallerken eller fad. Fordel derefter dejen i formene og pres den ud i bunden med en ske eller enden af en trægrydeske så den er jævn.
Bag bundene i 10 minutter og tag dem ud af ovnen. (Der vil smelte smør fra under bagningen, men det betyder ikke det store - bare sørg for at have en tallerken under, hvis du bruger serveringsringene uden bund).

Fyld:

200 g fuldfed flødeost (jeg bruger den billige fra Lidl)
4 spsk jordbær/rabarberkompot
2 spsk sukrin melis
1 tsk vaniljesukrin
1 tsk vaniljeekstrakt
1 æg
125 g creme fraiche (jeg brugte en 15% fra Lidl, men brug gerne en 18% hvis du ikke kan finde 15% - jeg vil dog ikke afvise at 6 eller 9% også kan bruges, men det er ikke afprøvet)
1/2 tsk citronsaft

Sænk ovntemperaturen til 190 grader.
Pisk osten godt med kompot, 2xsukrin og vaniljeekstrakt. Tilsæt ægget og pisk det godt ud inden creme fraiche og citronsaft tilsættes og piskes med.
Smag evt. om der skal mere sukrin i (medmindre du ikke er glad for at smage på noget med rå æg i).
Fordel fyldet ovenpå de let afkølede bunde og sæt formene i ovnen igen i ca. 10 minutter.
Sænk temperaturen til 150 grader og bag kagerne i endnu 10 minutter - hold øje med om de begynder at blive mørke - læg evt. staniol over.
Efter endt bagning tages kagerne ud af ovnen og køler af i formene - det er vigtigt at de ikke tages ud af formene endnu, da geléen først skal hældes på og stivne.

Blåbærgelé:

2 dl ægte blåbær fra frost, eller friske hvis du kan få fat i dem
2 dl vand
ca. 1 spsk sukrin
ca. 1 spsk gelatinepulver (jeg bruger noget købt i Metro, men hvis det er ligesom dette fra Dr Ötker, så svarer 1 tsk til 2 blade husblas,  hvis du hellere vil bruge det)
ca. 3 spsk vand


Blåbær og vand koges op i ca. 15 minutter til bærene begynder at koge ud. Pres saften gennem en sigte hvis du gerne vil have geléen nogenlunde jævn. Det giver ca. 1 1/4 dl saft.
Mens saften stadig er lun, opløses gelatinepulver i 3 spsk vand og tilsættes til saften. Hvis ikke pulveret vil opløses ordentligt, så varm evt. saften i mikroen i intervaller af 20 sekunder til der ikke længere er klumper i.
Fordel nu gelésaften i formene og sæt kagerne på køl, gerne i et døgns tid. Tag dem ud af køleskabet 1-2 timer før servering, da bunden ellers er meget hård.
Hvis du har brugt ramekiner så server kagen i formen - har du brugt serveringsringe, så løsn forsigtigt kagen i kanten med en kniv og lusk kagen over på en ren tallerken.
Pynt evt. med sigtet sukrin melis og friske bær - i dette tilfælde ribs.

OBS: Jeg fik tilsat for lidt gelatine i starten og saften ville derfor slet ikke stivne. Da havde jeg desværre allerede hældt den over kagerne.
Da jeg fandt ud af at jeg kom til at vente længe på den stivningsproces, hældte jeg forsigtigt saften fra igen, tilsatte mere gelatine direkte i saften og opløste det i mikroen. Derefter satte jeg skålen med saft i fryseren i et kvarters tid, til jeg kunne konstatere at den var begyndt at stivne. Så varmede jeg den kortvarigt i mikroen igen til den blev flydende, og hældte den over kagerne - igen.
Så hvis du er i tvivl om mængden af gelatine, så prøv med denne metode.
Men regn med ca. 1 spsk gelatine af denne type pr. dl. væske, og ca. tre gange så meget vand til at opløse i, hvis ikke du opløser den direkte i saften/væsken der skal stivne.

Konklusion:

Gelélaget blev måske en anelse for tykt eller solidt, så overvej kun at lave det ganske tyndt medmindre du er ekstremt glad for gelé/Jell-O.
Bortset fra det, så blev det en ret vellykket dessert - bunden smagte fint af chokolade og "kiks", fyldet var cremet og med en diskret smag af jordbær/rabarberkompotten, uden at være for sød - og så synes jeg de er ret dekorative som portionsanretninger.
De kan justeres med hvilken som helst frugt- eller bærsmag i fyldet, eller holdes helt neutrale kun med vanilje - og geléen øverst kan laves i mange farver med forskellige typer saft, eller evt. ved at bruge lidt pastafarve, hvis ikke man har nogen problemer med det.
Bunden kunne også laves kun med en blanding af mandler/forskellige nødder, chokolade og smør/kokosolie, så at man ingen low carb kammerjunkere har er ingen hindring.
Det er faktisk en ret anvendelig dessert.

torsdag den 12. juli 2012

Opskrift: Koldskål med Skyr



Det er jo ikke just fordi vejret i denne uge har indbudt til koldskål - faktisk havde det nok været mere logisk at få det i sidste uge, men det blev der ikke tid til.
Nu lå der imidlertid en karton kærnemælk i køleskabet som meget snart skulle bruges, så i mandags måtte der koldskål på bordet.
Kammerjunkerne var bagt og der var koldskålsknas - der var jordbær/rabarberkompot, og i weekenden fik vi en posefuld nyplukkede ribs hos venner, hvor jeg havde lavet en slags rysteribs af nogle af dem.
Ergo var det bare koldskålen der manglede.


Jeg tog mere eller mindre udgangspunkt i en almindelig udgave jeg lavede sidste sommer, hvor der bruges æggeblommer og et tykt mælkeprodukt - det blev denne gang til Skyr for at få nogle ekstra proteiner med.
Jeg startede ud med at piske almindelig sukrin ud i æggeblommen, selvom jeg ikke var sikker på om sukrin kunne piskes ordentligt ud, men det lykkedes vist nogenlunde til sidst - efterfølgende fandt jeg jo så på at lave melis af sukrinen, og det opløste sig selv lidt bedre.
Jeg har derfor skrevet opskriften udelukkende baseret på sukrin melis, men smag dig frem hvis du bruger almindelig sukrin.


Koldskål med Skyr:
2 personer


1 æggeblomme (jeg bruger rå økologiske æg, men brug pasteuriserede, hvis du ikke er tryg ved de rå æg)
ca. 2 1/2 spsk sukrin melis
2 tsk sukrin vaniljemelis
1 dl Skyr
7 dl kærnemælk

Pisk æggeblomme, sukrin melis og vaniljemelis grundigt ud i æggeblommen med elpisker til æggeblommen bliver tykkere. Pisk Skyr i og bland til sidst kærnemælken i. Smag evt. til med mere sukrin melis.
Når den ønskede sødme er opnået, kan der tilsættes diverse smagsstoffer - feks. citronsaft, hyldeblomstsaft, rabarber, jordbær, banan (banan søder også en del og gør koldskålen tykkere hvis man pisker/blender den ud i, så med banan kan en del af sukrinen måske undlades).
Server med kammerjunkere, koldskålsknas, frugt eller bær. 
Eller det hele på én gang.

Konklusion:

Koldskålen blev ikke af den mega-søde slags med den anvendte mængde sødemiddel, og det fungerede egentlig godt nu hvor tilbehøret i form af koldskålsknasen var ret sødt.
Det hele smagte faktisk rigtig godt sammen - ribsene passede overraskende godt sammen med alt det andet.

Normalt når jeg får koldskål, så bliver jeg ret hurtig sulten igen - men denne gang lykkedes det faktisk at undlade at spise mere den aften, med halvdelen af denne portion.
Selvfølgelig er der sukker i, i form af palmesukker og agavesirup i koldskålsknasen, men det er begge sødestoffer som har et lavere GI end almindeligt sukker, så sulten melder sig ikke så hurtigt som ved den almindelige udgave.
Lækkermåsen var også tilfreds, omend han gerne ville have haft den tykkere - næste gang må der mere Skyr i.



onsdag den 11. juli 2012

Opskrift: Kammerjunkere (og koldskålsknas delvist af kammerjunkere)


Siden jeg så kammerjunkerne hos Mad med mere (nydelse) har jeg vidst at dem skulle jeg prøve.
Jeg måtte dog vente lidt på at få kokosfibre hjem fra USA, men de kom i torsdags, og fredag kunne jeg endelig komme i gang.

Jeg ved dog ikke helt om det var en fejl at jeg brugte almindelige kværnede mandler (og lidt ekstra FiberHusk) - måske skulle jeg have brugt det affedtede mandelmel i stedet, men i hvert fald blev konsistensen af de færdige kammerjunkere ikke helt som jeg håbede. De smuldrede lidt og blev ikke helt sprøde, selvom jeg faktisk tørrede dem i ovnen i næsten to timer mere end angivet.
Men måske var det også for meget at håbe på, at en opskrift uden mel og sukker skulle give næsten samme resultat.

Anyway - junkerne gik ikke til spilde. Jeg smuldrede nogen af dem og varmede dem på panden sammen med hakkede mandler og lidt palmesukker og agavesirup - og det gav faktisk en rimelig god "knas", som kunne bruges til koldskål sammen med nogle af de resterende kammerjunkere. Det gav lidt mere konsistens.

Jeg brugte i øvrigt lidt tørret appelsinskal i kammerjunkerne, og brugte frisk vanilje fra stang.

Resten af de små kager har jeg gemt til en anden anledning senere på ugen.

Kammerjunkere:
ca. 65 stk. á 6 gram

50 g mandelmel (sandsynligvis bedst med det affedtede man kan købe)
50 g kokosfibre (a la dette fra Raw and More - almindeligt kokosmel duer ikke)
2 1/2 spsk FiberHusk
2 tsk bagepulver
korn af 2 stænger vanilje
1 tsk stødt kardemomme
40 g sukrin
1 tsk tørret appelsinskal
100 g smør
1 æg
1/2 dl piskefløde

Bland alle de tørre ingredienser godt i en skål, og "skær" derefter smørret i med en kniv, ligesom til en tærtedej. Bland æg og fløde i og ælt dejen hurtigt sammen. Stil den evt. på køl en halv times tid, så den bliver lidt nemmere at forme til kugler.
Rul små kugler (jeg vejede dem af for at få samme størrelse) og sæt dem på bagepapir - tryk dem en anelse så de bliver liggende, men ikke så meget at de bliver flade.
Bag dem i ca. 12-15 minutter ved 200 grader til de begynder at blive gyldne. Tag dem ud og lad dem køle lidt af - skær dem derefter i halve og sæt dem i ovnen igen ved 90 grader til de er tørre (som skrevet fik mine ca. 2 1/2 time i alt, men de skal muligvis ikke have så meget, hvis man bruger det rigtige mandelmel).
Opbevar dem i en lukket dåse og spis dem til koldskål.

Konklusion:

Som skrevet kan disse kammerjunkere ikke helt sammenlignes med de rigtige - men det er jo også hvad man må forvente af nogle typer low carb mad.
Om jeg vil lave dem som kammerjunkere igen er måske tvivlsomt (så måske hellere riste nogle hakkede mandler og andre nødder/kerner med lidt palmesukker og agavesirup) - men jeg tror de vil egne sig glimrende til det jeg har planlagt med dem sidst på ugen.

mandag den 9. juli 2012

Opskrift: Hjemmelavet sukrin melis og sukrin vaniljesukker


Jeg har gået i flere uger og spekuleret over det med sukrin melis - hvorfor det skulle være så meget dyrere end almindelig sukrin, når man regner ud i pris pr. gram.
Jo jo, melis er jo pulveriseret, og det kræver selvfølgelig en ekstra arbejdsproces, men det kunne man vel gøre selv?
Som sagt så gjort - så i dag har jeg puttet almindelig sukrin i min Bamix Processor med pulverdisc for at pulverisere sukrinen. Det virkede fuldstændig efter hensigten.
Så nu har jeg sukrin melis til samme pris som sukrin.
Hvor smart er det lige.
Så kunne jeg nemlig få rørt sukrin i koldskål uden at der var problemer med at sukrinen ville opløses.

Det kræver dog en minihakker eller foodprocessor som er meget effektiv til de små korn - men mon ikke der findes andre maskiner der også kan klare opgaven.

Samtidig skulle jeg bruge vanilje til koldskålen - og vanilje har det med at klumpe hvis man bare rører vaniljekorn direkte i koldskål, eller andre væsker. Normalt kværner jeg kornene ud i lidt sukker, men da jeg nu brugte melis til koldskålen kom tanken om at lave vaniljesukrin - eller sukrin vaniljesukker - eller måske vanilje sukrin melis?
Du må selv vælge hvad du kalder det.

Jeg blendede vaniljekorn i Bamixen sammen med sukrin melis, og skar de tomme stænger i mindre stykker og lagde dem i glasset også - håber så de også vil afgive smag, ligesom i almindeligt sukker.

Jeg skal dog sige at jeg ved ikke hvor længe denne vaniljesukrin kan holde sig - sukker er jo konserverende i sig selv, men sukrin har ikke samme egenskab.
Så hvis du vælger at lave en portion så start med en mængde sukrin der passer til en enkelt stang, og hold øje med glasset.
Der kommer en opdatering når jeg har lidt viden om hvor længe vaniljen kan holde sig.
Jeg har nu en fornemmelse af at glasset bliver tømt ganske naturligt inden det når at blive dårligt.

søndag den 8. juli 2012

Opskrift: Jordbær / rabarberkompot med appelsinskal


Den sidste uges tid har jeg spist pandekager til morgenmad på arbejde, og dertil har jeg fået en frisk og syrlig kompot af nye danske jordbær, som vi selv plukkede for et par uger siden, og fine røde rabarber som vi har fået af venner.
Jeg har med vilje ikke sødet den så meget når den nu primært skulle bruges til morgenmad og ikke dessert - men det kan man jo bare gøre som man vil.
Til gengæld har jeg brugt lidt mørk agavesirup for at give en anden sødme end kun sukrin giver, og så har jeg tilsat den tørrede appelsinskal, som jeg er blevet ret glad for at bruge.
Og masser af vanilje, som giver de fineste små sorte prikker.

Denne opskrift giver en rimelig stor portion - jeg har delt den op i flere sylteglas som jeg har skyllet i vodka, og opbevarer i køleskab - så håber jeg den kan holde nogle uger hvis man er obs på hygiejnen, og kun bruger en ren ske i glasset.

Jordbær / rabarberkompot med appelsinskal:


500 g jordbær
500 g rabarber skåret i mindre stykker
3 spsk sukrin+
2 spsk mørk agavesirup
korn af 2 stænger vanilje mast ud i en smule sukrin på et skærebræt (så vaniljekornene ikke klumper)
1 tsk tørret appelsinskal

Kog alle ingredienser op og lad kompotten simre i en halv times tid til frugten er kogt ud og jævnet. Hæld den på de vodkaskyllede glas og luk til med det samme - lad glassene køle lidt af, og opbevar dem derefter i køleskab.

Spis kompotten til pandekager, vafler, i yoghurt, Skyr eller feks. koldskål - som vi skal have i aften.

Konklusion:

Den er skøn, syrlig og sommerlig, og perfekt til pandekagerne.
Og alle de andre ting jeg har nævnt.

fredag den 6. juli 2012

Opskrift: Morgenmadspandekager med hytteost


Det ser ud til at være ret populært at spise pandekager til morgenmad når man spiser low carb, og det skulle da også prøves her.
Jeg har forsøgt mig med et par forskellige opskrifter, med lidt tilretninger - fælles for dem er at udgangspunktet er æg og hytteost. Det giver en masse proteiner som gerne skulle kunne holde én kørende til frokosttid - måske med et enkelt lille mellemmåltid, afhængigt af hvor tidligt man spiser morgenmad.

Den version der bliver standard herhjemme fremover er fra Madbanditten. De smager godt, mætter godt, og er ret nemme at vende på panden, modsat en anden udgave jeg har prøvet, som jeg ikke længere har linket på. Og så synes jeg faktisk de smager bedst når de er kolde - hvilket er meget praktisk da jeg laver 10-12 stykker ad gangen, og har dem stående på arbejde så jeg kan få dem som morgenmad når de andre får franskbrød om formiddagen.

Jeg har indtil videre "krydret" mine med kanel, vanilje og tørret appelsinskal, men mulighederne er mange - der kunne tilsættes kokosmælk eller kardemomme, og hvis man udelod sødemidlet og i stedet tilsatte lidt salt, kunne man sikkert bruge dem som madpandekager, omend de er lidt svære at få tynde nok til at rulle om noget.
Men så må man jo bare toppe fyldet ovenpå pandekagen.
Det er jo heller ikke forbudt.

Morgenmadspandekager med hytteost:
ca. 5-6 stk.

3 æg
200 g hytteost (jeg bruger 1,5% fedt)
2 spsk kokosmel (eller ideelt set kokosfibre, men dem har jeg ikke fået hjem endnu)
1 spsk Sukrin
1 spsk FiberHusk
1 tsk stødt kanel
1 tsk vaniljeekstrakt
1 tsk tørret appelsinskal
smør eller kokosolie til stegningen

Blend æg grundigt med hytteosten hvis du gerne vil have osten uden de små klumper. Tilsæt de øvrige ingredienser og blend sammen. Lad dejen stå 5-10 minutter til den bliver synligt tykkere, som havregrød - FiberHusk opsuger væske, så hvis du laver pandekagerne med det samme, vil dejen sandsynligvis være blevet tykkere inden du er færdig.
Smelt smør eller kokosolie på en pande ved god varme og læg dejen på panden med en ske i klatter, og bred dem lidt ud. Jeg laver 5 ad gangen på en almindelig stor pande.
Vent med at vende dem til de er hævet lidt op og blevet brunlige på overfladen - så skulle de være nogenlunde nemme at have med at gøre (de vil flyde lidt ud undervejs).
Steg dem på begge sider til de er gyldne og færdigbagte. Spis med det samme eller køl dem af og opbevar på køl. Kan sagtens holde nogle dage i køleskab.

Konklusion:

De har en skøn smag af kanel og appelsinskal, uden at det bliver for meget - faktisk tror jeg nok jeg vil tilsætte lidt mere næste gang.
De kan sagtens bare spises som de er, uden tilbehør, men jeg kunne forestille mig at de også var gode som Jane serverer dem, med lidt jordbær/rabarberkompot.
Det skal prøves en dag i en weekend, hvor der er tid.

mandag den 2. juli 2012

Opskrift: Kernebrød / kernerugbrød


Jeg lavede dette brød for første gang sidste år da vi skulle holde fødselsdagsbrunch for familien, og lige siden har jeg haft lyst til at lave det igen - uden missere. Første gang blev mit brød nemlig ikke så højt, og meget tæt i det, da jeg brugte en aflang springform som viste sig ikke at være tæt i bunden. Med det resultat at ægge- og oliemasse løb ud og lagde sig i kanten, så der kom en fin ring af æggekage ud af det også. 
Underligt nok hang brødet stadig sammen - men jeg vil nu stadig råde til at man bruger en tæt form.


Nu har jeg fået en Eva rugbrødsform, og den holder i hvert fald tæt - og så er den intet mindre end fantastisk, da den slipper brødet helt uden man bruger fedtstof.


Så nu skulle det altså prøves igen, så jeg har et stykke brød jeg kan tage ud af fryseren hvis jeg lige får lyst til en klap-sammen med leverpostej! Eller spegepølse - eller skinke - eller en mad med rejer. Måske med den hjemmelavede mayonnaise?


Oprindeligt har jeg kunnet spore opskriften tilbage til Tante Sød, som fandt den i en SØNDAG. Om de selv har udviklet opskriften ved jeg ikke - men her kommer den i hvert fald.
(Denne gang har jeg ændret en smule på målene af de enkelte frø og kerner, og desuden tilsat lidt krydderier, og det er den version der kommer her).


Kernebrød uden mel:
1 stk.


100 g hørfrø
100 g sesamfrø
100 g solsikkekerner
150 g græskarkerner
150 g grofthakkede mandler
2 tsk salt
2 tsk tørret rosmarin
1 tsk hel kommen
1 dl rapsolie (eller anden smagsneutral olie)

5 hele æg

Tænd ovnen på 160 grader almindelig varme.
Bland alle kerner, frø og mandler med salt, krydderier og olie i en skål. Pisk æggene godt sammen i en separat skål, og hæld dem derefter i kerneblandingen og rør så det hele er grundigt blandet.
Smør en (TÆT) rugbrødsform med fedstof (kun hvis den kræver det - det gør Eva formen ikke), eller beklæd den med bagepapir, og hæld "dejen" i formen. Når ovnen er varmet op, bages brødet i 70 minutter midt i ovnen. Køles lidt af, og tages ud af formen og afkøler helt. Kan sagtens opbevares nogle dage i plasticpose, en uges tid i køleskab, eller det kan fryses ned i skiver, adskilt med madpapir.

Konklusion:

Brødet er superlækkert og med virkelig god smag - det er perfekt til særlige anledninger, f.eks. brunch, sammen med tapas eller lignende, men kan selvfølgelig også sagtens bruges som erstatning for rugbrød, hvis man holder sig til nogle enkelte skiver (i hvert fald hvis man tæller kalorier).
Jeg puttede faktisk lidt bagepulver i dejen for at få den til at hæve lidt op, da jeg synes skiverne bliver lige flade nok ellers, men det lykkedes ikke rigtig. Måske skal der andre ting i for at bagepulveret virker.

Under alle omstændigheder tror jeg at jeg laver dobbelt portion næste gang - det passer lige til brødformen, så skiverne får mere rigtig rugbrødsstørrelse.


På min anden blog fik jeg i øvrigt fornylig en kommentar om, hvorvidt man mon kunne overtrække skiver med god chokolade og bruge det som en slags müslibar! Det lyder ikke som en helt dum idé, så det kan være jeg gør et forsøg med dette en af dagene. Godt nok ved jeg ikke lige hvordan det harmonerer med at jeg denne gang har puttet kommen i. Men det må et forsøg jo afgøre.


Indtil da kan man jo pynte sin mad lidt så den bliver sjovere at spise.