torsdag den 26. juli 2012

Opskrift: Hjemmelavet kokossmør / creamed coconut - og min nye køkkenbaby


Til efteråret fylder jeg et rundt tal som jeg ikke har så meget lyst til at tænke på - men det gode ved sådan en fødselsdag er jo, at man som regel har lov til at ønske sig lidt større gaver end normalt.
Og eftersom Lækkermåsen før har klaget over at jeg aldrig ønsker mig noget (sikkert fordi jeg når at købe det meste selv), så tænkte jeg at anledningen var kommet til at lufte tanken om et større ønske der er opstået indenfor de sidste par måneder: nemlig en Vitamix blender.
En Vitamix er en ordentlig motherf*cker af en blender, som kan kværne is, lave de blødeste smoothies, og lave smør af feks. mandler, kokosmel, hasselnødder og peanuts. Den kan lave varm suppe, helt uden varmeelement, da den skaber friktion der varmer de grøntsager op der kværnes i den - og den kan lave blød is af frossen frugt.
Den ser sådan her ud: (håber ikke Domotech.dk, hvor jeg har købt den, kommer efter mig da jeg har lånt billedet derfra)
Og nej, indrømmet - køn er den ikke. Den fylder også temmelig meget, især når man skal benytte den tamper der følger med (en plastic"pind" man bruger gennem låget, til at mase feks. større frugter og grøntsager ned mod kniven med) - men der blev målt efter i køkkenet, og heldigvis har vi et overskab der ikke hænger ret langt ned, så den kunne være derinde under, sammen med røremaskinen og stavblenderen.

Manden min er jo som sædvanlig hurtig når det tager ham - knap havde jeg udtrykt mit ønske, før han nærmest havde bestilt den til mig (uagtet at jeg først fylder år i oktober). Jeg ville dog godt lige være sikker i min sag, så jeg brugte nogle timer på at læse sammenligninger mellem Vitamixen, og så den anden førende blender i den prisklasse, Blendtec - og jeg så en masse videoer på Youtube (søg bare på Blendtec Vitamix - så skal du se løjer. Det er nærmest en religionssag på højde med Kitchenaid vs. Kenwood - hvis ikke værre).
Der var et par ting der talte for en Blendtec - udover at kunne kværne både mobiltelefoner og kranier, så er kanden firkantet og har bedre plads i bunden, da kniven kun er dobbelt i modsætning til Vitamix' 4 knive, og dermed er det nemmere at få maden skrabet ud. Til gengæld er jeg ikke så vild med al den elektronik der er i de mange digitale indstillinger - Vitamixen er manuel, og dermed er der mindre der kan gå i stykker.
For Vitamixen talte desuden at der fulgte en tamper med, så man kan rode lidt rundt i blenderen mens den kører, samt at der er 7 års garanti på maskinen - og som nævnt, de mere simple indstillinger.

Enden på det blev at jeg besluttede mig for Vitamixen (efter et stort kys til manden som tak) - den blev bestilt en onsdag aften hos Domotech.dk, fredag blev den afsendt, og mandag ankom den. Meget fin information hele vejen igennem fra deres kundeservice, hvor der kom mails både ved modtagelse af betaling, afsendelsestidspunkt, tracking nummer osv. Dog er der et lille kritikpunkt med indpakning af maskinen - den kom, kun pakket ind i selve gavekassen, med billeder osv. af blenderen udenpå, og det kunne måske godt friste nogle svage sjæle undervejs i pakkesystemet. Desuden var den meget tæt på at gå op i tapen under bunden, så det er nærmeste et mirakel at blenderen ikke faldt ud. En mere neutral, og solid indpakning ville være rart. Det har jeg informeret Domotech om, og det lød da i hvert fald til de var glade for tilbagemeldingen, så mon ikke de gør det lidt bedre fremover.

Jeg har ikke haft ordentlig tid til at afprøve ret meget med blenderen endnu, men én ting skulle forsøges i mandags - nemlig at lave kokossmør. Det bliver brugt i diverse desserter jeg har haft kig på, og jeg ved egentlig ikke om man kan købe det herhjemme.

Jeg havde en stor pose økologisk kokosmel stående fra helsekosten (altså den revne udgave - ikke det helt fine pulver), og den blev forsøgsdyr til dette, som vel næppe kan kaldes en opskrift, men mere en fremgangsmåde. (Faktisk forsøgte jeg først med kokosflager, fordi jeg havde læst forkert (derfor er det også dem der er med på billedet) - det gik ikke så godt, så husk at bruge det revne kokos, i stedet for de aflange flade stykker).

Hjemmelavet kokossmør:

Revet usødet kokosmel hældes i blenderen, eller en god foodprocessor, og køres ved høj hastighed til det bliver cremet og flydende. Skub det ned med tamperen, eller sluk og brug en dejskraber, så der ikke sidder tørt mel på siden af kanden/skålen - der skal bruges så meget kokos at det når et godt stykke op over kniven.
Når kokossmøret er helt jævnt og cremet, hældes det på et rent (evt. skoldet og vodkaskyllet) glas. Det kan sagtens opbevares i et køkkenskab.
Kokossmørret stivner ved almindelig stuetemperatur, men når det skal bruges er det tit i smeltet form - opvarm FORSIGTIGT glasset i mikroen til det begynder at blive flydende igen, feks. i intervaller af 10-20 sekunder - det må endelig ikke få for meget varme, for så brænder det på (ligesom det revne kokos let brænder på når man varmer det op). Eller endnu bedre, stil glasset i en skål eller gryde med varmt vand til det bliver blødt nok til at bruge.
Brug det i kager, desserter, smoothies, eller i stedet for smør på brød.

Konklusion:

Først mht. Vitamixen - udover kokossmøret har jeg kun nået at lave et par grønne smoothies i den, og det er gået over alt forventning. De bliver meget fine og cremede, og hvis jeg nogensinde havde en idé om at jeg ønskede mig en juicer, så er det glemt nu - en Vitamix blender grøntsager og frugt så fint, at man ikke kan mærke fibrene, forudsat at man fortynder med is og lidt væske. Man får gavn af alt det gode, i stedet for kun saften.
Bunden af blenderen - en lille dejskraber
kan lige snige sig ned mellem bladene
Jeg synes ikke det har været det store problem at få klistrede ting som kokossmør ud af kanden - med en lille dejskraber, som feks. den fra Le Creuset, kan man få det meste ud, uden problemer. selvom de fire knive sidder i vejen. Rengøringen går også rimelig let, da man bare fylder kanden halvt med varmt vand, et par dråber opvaskemiddel i, og så kører man en tur på høj speed (husk låget). Skylle kanden og vupti, så er den ren.
Næste punkt på programmet bliver nok at lave mandelsmør, flere smoothies, og måske en hurtig is hvis vejret skulle finde på at arte sig igen. Og en dag manden ikke er hjemme, skal jeg have afprøvet om det virkelig kan passe at den kan varme en suppe op, helt af sig selv.

Kokossmøret blev cremet og lækkert, og dejligt sødt i smagen. Det er allerede afprøvet i noget sundt slik som der kommer mere om en anden dag.
Jeg har ikke fortrudt at jeg luftede mit ønske, selvom det hiver nogle tusind kroner ud af budgettet. Spørgsmålet er så bare hvad jeg skal ønske mig til jul?

12 kommentarer:

  1. Ej sidder og drømmer om hvor fint sådan en ville passe ind i mit køkken. Den er da bare super smart. Godt træk af ham derhjemme. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja den er virkelig effektiv, det skal den have.
      Du må rydde lidt ud i kagetilbehøret hvis ikke der er plads!
      Og hvis du skal bruge noget argumentation overfor manden, så siger du bare til ham at den er god til at lave hjemmelavet babymos i :-)

      Slet
  2. Tror helt sikkert, at min frosne veganske bananis vil få det sjovt på sådan en blender... Det må helt klart på ønskelisten. For jeg fylder også rundt i år, og selvom det sikkert nok er mindre end dig, så gør den lidt ondt, når der står 3 foran 0'et ;-)
    Så må man helt sikkert have lidt kompensation i form af en superblender. For jeg har masser af plads på køkkenbordet nu mikroovnen er væk! :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. HvD: Det tror jeg du har ret i - altså mht. isen (men nu har jeg jo set at du ønsker dig ismaskinen der kan gøre det samme i stedet).
      Uhh hvem der bare blev 30 igen - eller, nej egentlig ikke - jeg synes bare 40 lyder så voksent - og det er jeg jo slet ikke!
      Superblender kan kompensere for meget! Har lige sat mandler i blød så jeg for første gang kan prøve at lave mandelmælk i morgen. Det må da også lige være noget for dig?

      Slet
    2. Ja, jeg ville heller ikke så gerne fylde 20 år igen - især med de sidste tre års arbejdssøgning og bøvl der fulgte med de efterfølgende år. Det bedste ved at blive ældre er jo også, at man bliver sgu så sød ved sig selv. Ja, min hud falder ikke så hurtigt på plads, når jeg hiver i den under øjnene, men fuck da det, når en Mulburry-taske pludselig ser bedre ud på mig som 30-årig end som 20-årig *G*

      Min bananis laves af blendede, frosne bananer - det er ren guf og low carb og alt muligt også. Man kan jo bruge mange ting til at søde den - frosne danske jordbær fx... *gufle gufle* :-D

      Slet
  3. Hej Heidi
    Tak for dit indlæg. Jeg roder med tanken om en Magimix foodprocessor, den sværmer mange for, bl.a. nogle af raw food folkene. Jeg vil lave nøddesmør mm, og min Jamie Oliver foodprocessor maler det bare til mel, og så begynder den at lugte meget varmt. Men du kan godt komme nødder i din mixer uden vand eller noget?
    Hilsen Pia

    SvarSlet
    Svar
    1. piavb: Jeg har faktisk selv fået en Magimix siden (det blev julegaven :-)), men har dog ikke prøvet at lave nøddesmør i den endnu.
      jeg vil sige mht. Vitamixen, at den er rigtig god til at lave kokossmør med - mandelsmør har det knebet lidt mere med - de par gange jeg har prøvet, har jeg måttet køre det sidste i minihakkeren til en stavblender, da det bare ikke rigtig ville blive flydende i Vitamixen. Efter hvad jeg har læst kan det have noget at gøre med om nødderne/mandlerne er ristede eller ikke, og jeg har vist kun prøvet med uristede.
      Jeg tror en Magimix vil kunne lave nøddesmør uden større problemer (selvom det tager lidt tid) - men jeg tør selvfølgelig ikke garantere det. Om du skal have en Vitamix eller Magimix kommer også an på hvad du ellers vil lave i den - jeg er rigtig glad for dem begge, og ville ikke undvære nogen af dem!
      Sorry hvis det bare forvirrer dig mere :-)

      Slet
    2. piavb: Hvis du stadig læser med her, så kan jeg fortælle at jeg siden har prøvet at lave smør af ristede hasselnødder i den store skål i Magimixen, og det gik som en leg - det blev cremet og lækkert, og maskinen brokkede sig overhovedet ikke!

      Slet
  4. Hej, jeg har læst jeres nøddesmør-snak. Jeg har en del erfaring med både hassel og mandelsmør lavet på min Braun Multisystem K3000 i foodprocessorskålen. For det første er hasselnødder meget blødere end mandler og hvad enten de er ristede eller ej tager det ikke mange minutter af forvandle dem til smør. Mandler derimod er en anden sag - min hidtidige rekord er 32 minutter, vel at mærke som den korteste tid. Andre gange har det taget over en time og resulteret i en BRANDVARM maskine - dog uden nogen form for brændt lugt- Tyskerne kan altså lave køkkenkram !! Men nu har jeg også investeret i en Magimix 5200 XL og er spændt på om den er mere effektiv, især til mandler..

    SvarSlet
    Svar
    1. Jacob: Ja hasselnødder er meget nemme at lave smør af, det har heller ikke fejlet for mig endnu.
      Hvordan er det gået med din Magimix - har du prøvet at lave mandelsmør i den? Jeg kan faktisk ikke huske om jeg har fået forsøgt endnu.
      En time er godt nok også længe for sådan en maskine at køre - dét er kram!

      Slet
  5. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  6. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet