søndag den 28. oktober 2012

Hvorfor du som blogger bør sige nej til at være med på Findeopskrifter!

Indrømmet - jeg faldt i fælden med den anden blog, som så mange andre, men har meldt mig ud igen.
Findeopskrifter.dk giver en masse hits til din blog (jeg tror jeg fik i omegnen af 4-500 sidevisninger gennem dem dagligt på den anden blog), men de lukrerer på dit indhold og linker på en måde som gør at de kommer til at ligge foran dig i søgningen på Google.

Det er en ret teknisk forklaring, og jeg kan ikke gengive den med egne ord - men læs hos Madbevægelsen eller hos Grydeskeen - der står det hele beskrevet ret grundigt.

Jeg kan kun opfordre til at du melder dig fra Findeopskrifter hurtigst muligt og lader dine opskrifter klare sig selv ved søgninger!

fredag den 26. oktober 2012

Opskrift: Flødeis med karamelliserede figner


Dessert til gæsterne i lørdags skulle være noget med is.
Jeg har en kollega med et figentræ, og da hverken han eller kæresten bryder sig om figner, havde jeg fået indskudt en bemærkning for nogle uger siden, om at jeg gerne aftog hvis det var - det kom der i forrige uge ca. 400 g figner ud af, som jeg lavede is af weekenden inden vi fik gæster.

Jeg har fået brændte figner til is en gang, og ville gerne forsøge at lave dette selv, og i den søgning fandt jeg en opskrift hos Delicieux, hvor der blev brugt karameliserede figner i selve isen.

Jeg erstattede sukker med Sukrin og Stevia i selve iscremen, og rørsukker med kokossukker, og honning med Sweet Freedom sirup til de karameliserede figner, og så brugte jeg skummetmælk i stedet for sødmælk (hvilket bliver rigeligt opvejet af den halve liter piskefløde - man kunne også sagtens bruge mandelmælk, men jeg havde ikke lige noget på det tidspunkt).
Desuden kom der lidt citronsaft og ekstra sirup i isen da den var færdigblandet og skulle smages til.
Det kom der følgende is ud af.

Flødeis med karameliserede figner:
ca. 6-8 personer

400 g friske figner
2 spsk kokossukker
1 spsk Sweet Freedom sirup
1/2 l skummetmælk
1/2 l piskefløde
2 tsk vaniljepulver (eller 1 vaniljestang med kornene skrabet ud)
6 store æggeblommer
1 1/2 dl Sukrin
4 scoops Stevia pulver (ligesom MaxSød)
2 spsk vodka
3 spsk citronsaft
evt. 1-2 ekstra spsk Sweet Freedom sirup

Skær top og bund af fignerne og skær dem i kvarte. Bland fignerne med kokossukker og sirup i en skål, og hæld det hele i et ildfast fad. Varm ovnen op til 200 grader og bag fignerne i ca. 15-20 min. til de er møre og begynder at karamellisere. Lad dem køle helt af.
Hæld mælk, fløde og vanilje i en gryde og bring blandingen langsomt i kog. Pisk imens æggeblommerne med Sukrin og Stevia, til æggene bliver tykke og lyse.
Når mælkeblandingen koger, hældes den langsom i æggeblandingen mens der piskes - det er vigtigt at det går langsomt så æggene ikke stivner.
Hæld blandingen tilbage i gryden og varm den forsigtigt op under omrøring ved medium varme - når man kan dække bagsiden af grydeskeen med blandingen, køre en finger igennem og den ikke længere løber sammen, er den klar.
Hæld cremen i en skål og lad den køle ned den hurtige måde i isbad, eller stil den tildækket i køleskabet nogle timer til den er helt kold.
Blend de karamelliserede figner sammen med vodka og bland dem i cremen. Hæld hele blandingen gennem en fin sigte så evt. små kerner fra fignerne sigtes fra, sammen med evt. stivnet æg. Hvis der er brugt hel vaniljestang sigtes den også fra her.
Frys isen i ismaskine iht. instruktionerne, og frys den derefter færdig i en lukket beholder, gerne dækket med film så der ikke kommer krystaller.

Konklusion:

Jeg har prøvesmagt isen et par gange inden den blev serveret i lørdags (det er jo ens lod som værtinde), og synes den er rigtig god.
I lørdags lavede jeg desserten med en rå bund af overskuddet fra disse "trøfler", som jeg havde i fryseren - den blev dækket med mørk chokolade, der kom syltede pærer på, og så isen i kugler ovenpå, sammen med flødeskum og chokoladeknapper.
Der er ingen billeder - men det smagte faktisk også ret ok.

onsdag den 24. oktober 2012

Rå fødselsdagsgaver


Jeg har slet ikke fået vist hvad jeg fik i fødselsdagsgave af vores dejlige venner, da jeg havde damerne med på Bones sidste mandag - jeg havde bl.a. ønsket mig raw kogebøger, og der var lige kommet en spritny en af slagsen i boghandlen, da de var inde og kigge.

Anita Dietz har skrevet bogen "Rimelig rå - rawfood og naturlig mad" - den er ikke 100% med rå mad, men indeholder også opskrifter hvor der bla. bruges mejeriprodukter, der koges kikærter osv., men den ser nu spændende ud alligevel. Jeg har ikke fået den studeret ordentligt endnu, men det får jeg forhåbentlig snart tid til.

Desuden havde de fundet på den mest geniale ting - et 2 timers kursus i raw food hos Ida Kirk Foged der har Rawfood livsstil, hvor hun bla. tilbyder privatkurser i rawfood tilberedning, og hun har desuden været med til at starte Jyllands første råbar i Århus, Råbar.

Det bliver mega spændende og jeg glæder mig rigtig meget - det kommer dog først til at løbe af stabelen engang i det nye år, men så er der jo noget at glæde sig til.

Som det (mere eller mindre tydeligt) fremgår af gavekortet, så kan jeg i øvrigt selv være med til at bestemme indholdet af seancen - om det skal være med fokus på desserter, kager, dehydrering, hovedretter osv.

Jeg tror det bliver noget med kager/desserter og dehydrering - for jeg har da vist forresten også glemt at fortælle om den ekstra fødselsdagsgave fra Lækkermåsen (jeg bestilte den godt nok selv, men det er jo tanken der tæller) - sig hej til det nyeste medlem af køkkenudstyrsfamilien...


mandag den 22. oktober 2012

Opskrift: Rejesalat med karrydressing


Denne opskrift er oprindeligt lavet med ris som fyld, og det er en min mor har lavet så langt tilbage jeg kan huske. Jeg var lykkelig hver gang den kom på menuen som forret.
Lige så lykkelig som de sjældne lejligheder hvor vi fik spaghetti og kødsovs.
Det var ikke så tit, kan jeg godt afsløre.

Jeg er ret sikker på at rejesalaten også findes mange steder på nettet den dag i dag, men opskriften jeg er gået ud fra, er den jeg har skrevet af efter min mor.
Det er bare lige som om at mors opskrifter tit er bedre end dem man kan finde på nettet.
Også selvom de næsten er ens.

Eftersom opskriften nu ligger her på Low Carb bloggen kan i jo nok godt regne ud at der ikke er ris i. Jeg havde egentlig tænkt mig at bruge blomkålsris i stedet for, men så kom jeg i tanke om at jeg havde en rest perlespelt stående - og selvom det er korn, så er det alligevel bedre end hvide ris.
Så blomkålene må vente til en anden gang.

Jeg serverede salaten som forret i lørdags, hvor vi holdt en lille intim fødselsdagsfest for to hold venner (dem hvor jeg havde inviteret damerne på Bones på selve dagen - den egentlige fest venter til næste år hvor Lækkermåsen fylder 40, og så slår vi festlighederne sammen). Til ære for den ene, som ikke er så glad for creme fraiche, lavede jeg en portion uden dressing - men dressingen er nu altså noget af det bedste ved den, så prøv lige at lave den med, ikke?

Vi havde i øvrigt en fantastisk aften, med god rødvin og dans (Gangnam Style er i øvrigt noget sværere at få til at se rigtig ud end man skulle tro) - kl. 3 ringede vennerne efter en af sønnerne som var chauffør, og vi væltede i seng. Inden da havde vi tre hunkøn lige nået spontant at bestille billetter til Pink koncerten i Herning til maj. Om jeg glæder mig? Det tror jeg nok lige jeg gør.

Søndag blev brugt på absolut ingenting, bortset fra en oprydning som foregik løbende gennem hele dagen, og en længerevarende morfar i lænestolen.
Synes ligesom der var et eller andet galt med min balancenerve.
Ved virkelig ikke hvad der var galt.

Rejesalat med karrydressing:
6-7 personer

2 dl speltkerner - koges efter pakkens anvisninger, med lidt salt og god grøntsagsbouillon, og køles af
1 dl god mayonnaise (Hellmanns)
1 dl creme fraiche 18%
1 spsk citronsaft
1 spsk mild karry
1/2-1 tsk fint salt
peber
2 røde peberfrugter i små tern
1-2 finthakkede porrer
2 små madæbler eller 1 stort i små tern
300 gram rejer

Pisk dressingen sammen af mayo og creme fraiche, og smag til med citronsaft, karry, salt og peber.
Peberfrugt, porrer og æble blandes sammen med de afkølede speltkerner, og dressingen røres i. Rør de fleste af rejerne forsigtigt i, men gem nogle til pynt.
Anret i portionsglas eller server i en skål, og pynt med de sidste rejer, samt en dusk persille eller dild.

Konklusion:

Det er ved at være en del år siden jeg sidst har fået retten, men den er lige så god som jeg husker den, selv med spelt i stedet for ris.
Jeg tror også den vakte lykke hos gæsterne - i hvert fald blev jeg spurgt om opskriften kom på bloggen. Og hvornår.
Det tager jeg som et godt tegn.

onsdag den 17. oktober 2012

Opskrift: Æblekrydret ostekagedip


For en uges tid siden var der en af Facebook vennerne der postede et link til en snack hvor der bl.a. skulle bruges knuste kiks, a la Digestive, eller en anden sød kiks. Jeg har haft luret på snacken lige siden, men den der med kiksene har holdt mig tilbage.
Indtil jeg så fandt opskriften på kanelkiks med kikærtemel.

Kiksene blev derfor produceret med det eneste formål at udgøre det knuste indslag til nævnte snack, nemlig denne ostekagedip fra Cooking Classy.

Man dypper friske skiver af æble i en karamelagtig flødeostedip, og dernæst i de knuste kiks. Det kan da kun være godt.

Nu skulle der bruges en istopping med karamel til osten for at give karamelsmag, og det havde jeg ikke i huset, og heller ingen intentioner om at købe.
Eller - nu lyver jeg faktisk lidt, for vi har stadig megamange rester af diverse istoppings fra Bonussønnens konfirmation og det tilhørende softicemekka - men det bliver gemt til en dag hvor hans mor og hele familien bliver inviteret til restegilde, for vi har også stadigvæk ca. 4 liter iscreme til at stå, så der kan laves softice i ismaskinen. Mind mig lige om at jeg så ikke skal spise mere dén dag.

Nå men i stedet for karameltopping brugte jeg Sweet Freedom sirup (agave er også en mulighed, hvis ikke du har forsaget den endnu), og så fik jeg bugt med det absolut sidste af æblemosen som ikke var frosset ned. Det gav en ekstra dimension af æblesmag at putte det i dippen, men det er ikke med i den oprindelige opskrift, og er heller ikke nødvendigt, så lad dig ikke afskrække af at du ikke lige har det stående.

Hvis du til gengæld allerede har en slags kiks i huset, så er dette en meget hurtig og nem snack at få på bordet.
Samtidig kan du også få bugt med nogle aggressioner ved at tæske løs på kiksene i en frysepose.

Æblekrydret ostekagedip:
1-2 personer

100 g fuldfed flødeost (jeg bruger som sædvanlig den billige fra Lidl)
1-2 spsk Sweet Freedom (eller agave) sirup - jeg brugte 1, men hvis ikke du putter æblemos i, er det måske nødvendigt med 2, alt efter hvor sød du gerne vil have dippen
evt. 1 1/2 spsk usødet æblemos med kanel

Rør flødeost godt sammen med sirup og evt. æblemos - smag til med sirup. Osten skal have en lidt karamelagtig smag.

Server ostedippen med både hele, og knuste kanelkiks eller anden type kiks, samt friske æbler i skiver.

Konklusion:

Det her er absolut en lækker og ikke særlig syndig (medmindre man spiser hele portionen selv) snack  - de friske sprøde æbler med den lidt syrlige ostedip, og de sprøde kiks - perfekt snack hvis man er eftermiddagssulten, eller måske til børnene til Disney Sjov!

søndag den 14. oktober 2012

Opskrift: Kanelkiks med kikærtemel


Jeg har den sidste uges tid gået og manglet en low carb opskrift på nogle kiks, som skulle bruges til en bestemt snack, og meget belejligt postede Foodie Fiasco så en opskrift på kiks uden sukker og hvedemel, men lavet med kikærtemel, æblemos og Stevia - æblemos havde jeg stadig en rest af i køleskabet efter produktionen tidligere på ugen, og kikærtemel har jeg haft stående i skabet i nok henved et par år efterhånden, uden at have taget mig sammen til at finde på noget at bruge det til. Men der er jo åbenbart en mening med at gemme på ting.

Lørdag morgen var der ikke andre planer på programmet end at gå og hygge og blive klar til en bryllupsfest om aftenen (giftemålet var indgået på forhånd, så det var kun festen vi skulle til) - ergo måtte der kiks i ovnen.
Jeg fulgte opskriften, bortset fra at jeg brugte vaniljepulver i stedet for ekstrakt, og almindelig skummetmælk i stedet for mandelmælk - jeg bruger ikke meget almindelig mælk til mig selv længere, så det er nogle gange lidt svært at vurdere hvor meget der skal købes ind til den øvrige husholdning. Derfor var der et par liter der snart skulle anvendes, og noget fandt altså vej til kiks.
Endelig tilsatte jeg en smule FiberHusk til dejen, da jeg syntes den var meget tynd.
Så kom der da også lige et ekstra sundt indslag med.

Kanelkiks med kikærtemel:
1 bagepladefuld - antal afhænger dermed af hvor store du laver dem

1 1/4 dl sigtet kikærtemel (det var presset meget sammen i det glas jeg opbevarer det i, så det var lidt klumpet - derfor sigtningen)
1/8 tsk fint salt
1/2 tsk stødt kanel
1 spsk æblemos
1/4 tsk flydende Stevia eller 1-2 scoops koncentreret Stevia pulver
1/2 tsk vaniljepulver
1/2 dl + 2 spsk mælk (skummet, mandel, ris osv. efter ønske)
1/2 tsk Blackstrap molasses/melassesirup (kan nok godt udelades - det fremgår faktisk ikke i Foodie Fiasco's opskrift hvor hun putter den i, så jeg ved ikke helt om det var en fejl - men da jeg havde det stående, så kom det i)
1/2 spsk FiberHusk

Opvarm ovnen til 175 grader almindelig varme (se konklusionen inden du selv går i gang!)
Læg bagepapir eller en silikonemåtte på en bageplade.
Pisk kikærtemel, salt, kanel, æblemos, Stevia og vaniljepulver grundigt sammen i en skål til der ikke er nogle klumper af kikærtemel.
Hæld mælk og melassesirup i, og pisk dejen grundigt igennem.
Tilsæt til sidst FiberHusk, pisk grundigt igennem igen så der ikke er klumper af Husk, og bred med det samme dejen ud på bagepladen i firkantet facon - det er nemmest med en lang og vinklet paletkniv.
Sørg for at dejen er lige tyk over det hele.
Bag dejen i ca. 10-15 minutter til dejen begynder at blive sej, og den ikke længere flyder sammen når man skærer i den. Skær kiks ud med feks. en pizzarulle eller en lang skarp kniv, og bag videre i ca. 5 minutter. Når kiksene begynder at blive let brune vendes de alle på pladen, så de tørrer jævnt fra begge sider, og bager i ydeligere ca. 5 minutter.
Hold godt øje med dem, da dejen temmelig nemt brænder på og bliver for mørk - jeg måtte fjerne kiksene fra ovnen efterhånden som de blev færdige, for at de ikke brændte på, og for at alle blev sprøde nok.
Lad kiksene køle af på en bagerist.

Konklusion:

Jeg er begyndt at smage på den rå dej når jeg laver kager og kiks, da det især med sødemidler kan være svært at bedømme om smagen er ok ud fra en opskrift (vi har jo forskellige grader af søde tænder - og eftersom flydende Stevia i USA måske ikke er den samme som i DK, så er det ikke uvæsentlig at smage sig frem).
Efter at have smagt på dejen til disse kiks var jeg godt nok skeptisk, for rå kikærtemel smager IKKE godt. Jeg var faktisk forberedt på at måtte kassere portionen, og kunne ikke forstå hvordan Foodie Fiasco kunne være så begejstret for dem - men jeg måtte ændre mening efter at de havde bagt.
Kikærtemelet kan slet ikke smages længere, og de har en behagelig smag af kanel, hvor molassen også træder en smule frem, og når først de er rigtig sprøde er det ikke til at smage at dette faktisk er sunde kiks.
Jeg vil uden tvivl prøve at lave dem igen, men så skal det være ved noget lavere varme, så de ikke så nemt bliver for mørke - måske omkring 150 grader indtil de er skåret ud, og derefter 100 til de er gennemtørre. 175 er i hvert fald for varmt hvis ikke man vil gå og holde øje konstant.
Men derudover kan jeg kun anbefale at du prøver, hvis du er i besiddelse af kikærtemel.
Næste post bliver om den snack de skulle bruges til.

onsdag den 10. oktober 2012

Opskrift: Sukkerfri æblemos/apple sauce, og gammeldags æblekage med flødeskum og mandelknas


Sidste efterår lavede jeg en større portion usødet æblemos til fryseren, primært til at bruge bla. i kager (det kan man med lidt held gøre nogle gange som erstatning for fedtstof, hvis man gerne vil skære lidt ned på fedtmængden - jeg har bla. brugt det i denne blondie med kikærter).
Det er ikke så nemt at se,
men de største æbler vejede ca. 400 g
Der er stadig mos i fryseren, men da jeg i mandags var i Superbest, og de stod udenfor og solgte 10 kæmpestore Cox Holstein æbler til 10 kroner, så måtte jeg have sådan en portion med hjem - og da jeg vidste jeg ikke ville få dem spist naturel, så måtte der gang i æblemosproduktionen igen.
Denne gang blev det med lidt variation - stadig uden sødemiddel, men med tilsætning af kanel og lidt muskatnød, samt citronsaft, salt og vaniljepulver (inspiration fundet hos Food.com).

Æblemosen er som sagt uden sødemiddel, men kanelen er med til at gøre æblerne mindre syrlige i smagen - vil man gerne have dem lidt mere søde, kan man selvfølgelig bruge Sukrin/Sukrin+, Stevia eller evt. kokossukker, som godt nok indeholder kulhydrater, men af den langsomme slags.
Kanelsmagen er ikke mere gennemtrængende end at mosen sagtens kan bruges i diverse kager, og så kan den selvfølgelig bruges som jeg også endte med at gøre til dessert i går - nemlig i en gammeldags æblekage med flødeskum og knas.
Normalt ville denne knas nok udgøres af makroner, men dem havde jeg ikke lige en low carb version af, så derfor blev det til en gang mandelknas, lidt lig den jeg brugte som knas til koldskål, men med lidt flere ingredienser.

Mængerne af æblemos og mandelknas passer ikke helt sammen - men der blev til 3 gange portionsanrettet æblekage (2 til mig og 1 til Lækkermåsen - jeg kan jo ikke gøre for at han ikke ville have noget i går) af mosen, samt ca. 5 dl til fryseren.
Resten af mandelknasen kan nok gemmes lidt endnu - så får vi se hvad den bliver brugt til.

Sukkerfri æblemos/apple sauce:
ca. 8-10 dl

1 kg (renset vægt) æbler (Cox Holstein eller et andet halvsyrligt madæble)
1 tsk stødt kanel
lidt fintrevet muskatnød
3 dl vand
2 tsk citronsaft
1 ml fint salt
1 tsk vaniljepulver

Skræl æblerne og udkern dem - skær dem i skiver på ca. 1/2 cm og læg dem i en gryde med de øvrige ingredienser.
Kog æblerne op og lad dem simre under låg under jævnlig omrøring, til æblerne er helt møre og udkogte - ca. 20-30 minutter, alt efter hvor tykt de er skåret ud. Tilsæt evt. lidt mere vand hvis de begynder at brænde på.
Køl mosen af og brug den til feks. æblekage - eller frys den ned i mindre portioner.

Mandelknas:

50 g smør eller kokosolie
1 håndfuld mandler
1 håndfuld ristede nødder
50 g boghvedegryn
½ spsk Sukrin+
1½ spsk kokossukker melis
½ spsk vaniljepulver

Smelt smør eller kokosolie på en pande. Hak mandler og ristede nødder halvgroft og hæld dem på panden sammen med gryn, sødemidler og vanilje.
Rist blandingen under jævnlig omrøring til man kan begynde at dufte mandlerne og nødderne, og til de bliver let gyldne - ca. 5-10 minutter ved medium varme.
Lad blandingen køle af, og opbevar den i en tætlukket beholder. Burde kunne holde sig en uges tid, men er ikke afprøvet.

Gammeldags æblekage:
1 person

ca. 3/4-1 dl æblemos
ca. 1/2-3/4 dl fløde
2 spsk mandelknas

Pisk fløden til blødt skum og læg æblemos, flødeskum og mandelknas lagvist i et portionsglas, eller en skål.
Pynt evt. med lidt god mørk chokolade, min. 70% - det glemte jeg denne gang, men jeg husker det nok næste gang når det står her.

Konklusion:

Jeg frygtede lidt at det ville blive noget forfærdeligt surt stads, men blev positivt overrasket over at det faktisk ikke var nødvendigt med sødemiddel i mosen.
Æblekagen er en rigtig efterårsdessert, som jeg ikke har fået i mange år, men den kan godt ske at få en ny renæssance - mandelknasen og flødeskummet supplerer æblemosen rigtig godt, og det er bestemt ikke sikkert at al den resterende mos ender i bagte kager.

lørdag den 6. oktober 2012

Opskrift: Sprøde og krydrede grønkålschips


Vi fortsætter lidt med snacks-kategorien, i forlængelse af ostechips'ne med mandler og chili.
Og har man sagt low carb snacks, så kommer man nok ikke udenom bagte grønkålschips, som vel nærmest er det nye sort.

Det er længe siden jeg så idéen første gang, sandsynligvis på en eller anden amerikansk blog, men sidste vinter/starten af foråret lykkedes det mig ikke at finde frisk grønkål, hverken i supermarkeder eller grønthandlen.

Tilfældigvis faldt jeg så i forrige uge ved en google-søgning over netbutikken Økomanden, hvor der for det første kunne købes økologisk grønkål, og hvor det oven i købet var på tilbud. 300 g til 9,50 (normalpris 11,75), det syntes jeg bestemt var rimeligt.
Eftersom fragten så til gengæld kostede 49 kr., så skulle der selvfølgelig noget mere med i kassen - det blev bla. til tomatpure, johannesbrød/carob pulver, kokosmel, rødkål på glas (vi skal holde jul i år, men hjemmelavet rødkål står altså ikke højest på to-do listen), grillpølser med hvidløg, hakket lammekød, hokkaido græskar og søde kartofler. Og så selvfølgelig grønkålen. Det hele økologisk.

Udover at have grønkål, så udmærker Økomanden sig også ved at man kan betale med Forbrugsforeningens kort, og derved opspare bonus.
Mange bække små, ikke?

Nå men chips skulle der laves, så en onsdag aften måtte jeg i gang.
Der er flere meninger om hvor mange grader kålen skal bages ved - jeg endte med at lave 3 portioner med forskellig krydning, og jeg fik derved lejlighed til at afprøve flere grader.
Det der virkede bedst blev 100 grader i ca. 30-45 minutter, alt efter størrelse. 150 grader i ca. 20 minutter virkede også fint nok, men kålen blev hurtigere brun/let brændt på.

Man skal være obs på at sådan noget grønkål svinder en del, så man kan godt lave stykkerne rimeligt store, og stadig få dem i mundrette bidder.
Det andet man skal være obs på er at man nemt kommer til at tilsætte for meget salt - jeg syntes ikke jeg havde brugt ret meget i første portion, men de blev lige på vippen til lidt for saltede, så brug lidt mindre end du regner med.
Det tredje er at udover man skal passe på de ikke brænder på, så skal man til gengæld også være sikker på de bliver helt sprøde, for ellers er de ikke rare at spise - så bliver de seje og træede, og vokser lidt for meget i munden.

Skal det være aller-sundest, så tørrer man dem i en dehydrator ved lavere varme, så alle de gode ting i kålen ikke ødelægges - men sådan en har jeg ikke (endnu - der arbejdes på det).
Og mon ikke nok at nogle af de gode ting overlever alligevel.
Det tror jeg nu nok.

Sprøde og krydrede grønkålschips:

3-4 store friske grønkålsstokke
ca. 1 spsk olivenolie
ca. 1/2-1 tsk salt
yderligere krydderier efter smag, feks. hvidløgspulver, løgpulver, chilipulver, chilisauce osv.

Varm ovnen op til 100 grader almindelig varme.
Vask grønkålen grundigt - der kan nemt gemme sig snavs inde mellem alle folderne, hvis du bruger den krøllede slags.
Skær den hårde midterstok af, og pluk kålen i bidder på nogenlunde samme størrelse, ca. 5x5 cm.
Slyng kålstykkerne i et viskestykke eller salatslynge - eller som jeg gjorde, bank kålen ned i et viskestykke inden stokken skæres fra, så vandet bankes ud af alle folderne.
Læg kålstykkerne i en stor skål, bland olie med salt og krydderier, og hæld krydderolien over kålen. Tag evt. et par latexhandsker på, og gnid nu olien grundigt ind i kålen ved at ælte den med begge hænder, indtil alle kålstykkerne er dækkede af et tyndt lag olie.
Fordel kålstykkerne på en bageplade med bagepapir eller silikonemåtte - de må ikke overlappe hinanden.
Bag kålen midt i ovnen i ca. 30-45 minutter afhængig af størrelse - se til den nogle gange undervejs, og tag evt. stykkerne ud efterhånden som de begynder at blive lidt brune i kanterne - men vær sikker på at de er sprøde.
Læg dem til afkøling på en bagerist. Hvis de ikke er helt sprøde når de er afkølede, så skal de have lidt længere.
Spis dem som snacks når lysten til noget salt og sprødt bliver for stor. Eller brug dem som drys på en grøntsagssuppe.

Konklusion:

Det er bestemt ikke ueffent, det her. Det fungerer rigtig godt som drys på suppe, og jeg tror faktisk jeg fik nedsvælget i omegnen af 400 g kål i løbet af to dage, minus vægten af den fraskårne stok.
Mængden af tilsat salt gør måske nok at man ikke skal spise uanede mængder - men jeg kan ikke forestille mig andet end at det må være noget sundere end at spise 400 g kartoffelchips.
Jeg følte mig i hvert fald vældig grøn bagefter.

torsdag den 4. oktober 2012

Opskrift: Ostechips med mandler og chili


Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ikke har fået blogget om disse kiks, for det er snart 3 måneder siden jeg lavede dem - men bedre sent end aldrig.
Mens jeg skriver dette, sidder jeg faktisk og spiser de sidste, så jeg kan så allerede afsløre nu, at de godt kan holde sig så længe - måske bliver de en anelse mindre sprøde, men smagen er udmærket.

Kiksene kan bruges i stedet for tortillachips til feks. guacamole og salsa, de kan bruges til humus (på billedet er det en squash humus) eller bare til en almindelig creme fraiche dressing.
Hvis man som jeg har en næsten sygelig forkærlighed for chips i alle afskygninger, og helst med dip (afskaf gerne al verdens slik og chokolade, bare der er saltede chips og snacks tilbage), så er low carb stilen en jævnt stor udfordring, når man gerne vil undgå kartofler og stivelsesprodukter. Jeg har indtil videre overlevet primært på flæskesvær (omend der har sneget sig lidt almindelige chips og snacks ind hist og her, når fristelsen blev for stor - feks. blev en flæskesteg fornyligt indtaget sammen med en rest andesauce fra fryseren, og ingen andesauce uden chips. Sådan må det være) som godt nok indeholder rigtig meget fedt, men som jeg til gengæld også kan nøjes med en del mindre af - og så disse ostechips.

Opskriften fandt jeg i sin tid hos LCHF-bloggen, men den stammer fra Comfy Belly.
Jeg brugte hjemmekværnede mandler og har altså ikke prøvet med det fine mandelmel, men bruger man det skal der nok noget mere vand i. Jeg kværnede ikke mandlerne helt fint, så chipsene blev lidt grove i konsistens, men lav mandlerne som du bedst kan lide det.
Krydringen kan man jo også justere som man lyster, med feks. krydderurter eller mere chili - med nedenstående opskrift bliver de ikke stærke som sådan, men giver bare lige en anelse prikken på tungen.

Ostechips med mandler og chili:

2 1/2 dl friskrevet smagfuld fast ost (jeg brugte en blanding af gul cheddar, og et par andre hvide/gule halvfaste oste - parmesan kunne sikkert også bruges)
2 1/2 dl kværnede mandler (ikke helt fintmalede)
1/4 tsk salt
1/2 tsk røde chiliflager
1/4 tsk chipotlepulver - evt. cayennepeber
2-3 spsk vand

Ovnen tændes på 150 grader.
Alle de tørre ingredienser blendes godt sammen i en foodprocessor, hvorefter vandet tilsættes lidt efter lidt. Hvis man selv har kværnet mandlerne skal der måske ikke helt så meget vand til, da hjemmekværnede mandler ikke suger så meget som det fine mel.
Pres blandingen sammen til en fast dej og del den i to.
Den ene dejklump lægges på bagepapir smurt med lidt olie, på en bageplade og klappes lidt ud - et nyt stykke bagepapir sprøjtes/pensles med olie og lægges ovenpå dejen med oliesiden nedad, og så rulles dejen ud så tyndt som muligt. Juster kanterne lidt så de ikke bliver for tynde og dermed brænder på.
Rids dejen i ønsket kiksefacon med feks. en pizzarulle eller en skarp kniv - jeg lavede dem trekantede ved først at lave firkanter og så skære dem på tværs.
Når ovnen er varm, bages første hold kiks til de begynder at blive gyldne (jeg har desværre ikke nogen nøjagtigt tidsangivelse på dette, da jeg sænkede temperaturen lidt i forhold til opskriften, og åbenbart ikke fik noteret under tilberedningen hvor meget ekstra bagetid det krævede, men prøv med ca. 20-30 minutter). Skil dem helt ad med pizzarullen eller en kniv, og vend alle kiksene om og giv dem ca. 5-10 minutter på den anden side. Mens første hold bager, rulles andet hold ud mellem to ark bagepapir på samme måde.
Når kiksene virker sprøde (de bliver mere sprøde når de er kølet af) tages de ud og køler af på en bagerist. Skulle de stadig ikke være helt tørre og sprøde, kan de varmes igen ved 100 grader så længe det er nødvendigt - test undervejs.
Kan opbevares i en tætlukket kagedåse i flere måneder.

Konklusion:

En fuldendt erstatning for kartoffelchips bliver det aldrig - men hvis man er helt syg efter en form for chips man kan dyppe i noget snask, så går de fint an, og de giver også en god mæthedsfornemmelse længe før den samme mængde chips ville have gjort det.
Man kan selvfølgelig også bruge grøntsagsstænger hvis det bare er dippen man craver - men det er nu altså ikke helt det samme for mig.
Har du andre forslag til noget chips/kiks lignende a la dette? Eller hvad spiser du hvis salttrangen bliver for stor?
Eller er det kun mig der har nævnte trang?

mandag den 1. oktober 2012

Opskrift: Kokos/mandel crumble med figner og nektariner, og vaniljekokosfløde


Efter meatzaen forrige lørdag, hvor vi ikke kunne spise så meget, var der alligevel plads til en lille dessert mens vi så Matador (lørdagen før igen, efter aftenens afsnit, blev vi enige om at vi ikke kunne vente en uge på næste afsnit, så vi gik i gang med hele serien på dvd og blev færdige søndagen efter. Skide hyggeligt, men umanerligt uproduktivt, når man er "nød" til at se 2-3 afsnit på en aften. Godt vi er færdige nu. Men lur mig om vi ikke alligevel vil se den lørdag aften, hvis ikke vi skal andet).
Der var stadig figner og nektariner tilbage efter den mislykkede frugtpizza, så jeg lavede spontant en lille bagt crumble med kokosfløde til.

Normalt ville jeg lave crumbledej af nogenlunde lige dele smør, havregryn, mel og sukker, evt. med lidt mandler og marcipan i.
Nu blev det i stedet til smør (næste gang bruger jeg kokosolie), hakkede mandler, revet kokos og boghvedegryn, og så en anelse sødning i form af kokossukker.

Om man bruger havregryn eller boghvede er i GI forstand næsten ligegyldigt, da begge har en GI på ca. 40 - men er man glutenallergiker er boghvede en god løsning. Medmindre man gerne vil betale i dyre domme for glutenfri havregryn.
Eller man bare gerne vil have de ekstra fibre som havregrynene kan tilbyde.
Hvis ellers det har noget at sige i sådan en beskeden portion som denne.

Kokos/mandel crumble med figner og nektariner, og vaniljekokosfløde:
2 personer

2 figner i små tern, top og bund skåret af
2 nektariner i små tern
15 g revet kokos
25 g blødt smør (eller smeltet kokosolie)
25 g hakkede mandler
15 g boghvedegryn eller havregryn
1 spsk kokossukker

den tykke fløde fra en dåse kokosmælk der har stået køligt et døgns tid (så fløden samler sig i toppen)
et par tsk vaniljepulver
1-2 tsk sødemiddel (Sweet Freedom sirup, agavesirup, Sukrin melis, kokossukker melis eller lign.)

Læg frugten i to små ramekiner/ildfaste forme eller et lille fad. Bland smør med mandler og boghvede.
Drys først kokos ovenpå frugten, og fordel derefter smørblandingen oven på (på denne måde brænder kokosmelet ikke så nemt på). Drys med kokossukker.
Bag frugten i ovnen ved 180 grader i ca. 20 minutter til frugten er varm og mør (tiden afhænger lidt af hvor stor portionen er) - dæk evt. formen med staniol hvis kokosen begynder at blive mørk.
Bland kokosfløden med vanilje og evt. sødemiddel, og server den til den varme crumble.

Konklusion:

Super lækker lille efterårsdessert, som er hurtig at lave, og som kan laves med næsten hvilken som helst slags frugt eller bær der er i sæson (syrlige bær kræver dog nok lidt mere sødemiddel).
Jeg havde noget af den tykke kokosfløde på frost, som jeg tøede op i mikroen, men man kunne også sagtens spise den med creme fraiche (tror faktisk Lækkermåsen spiste begge dele til).
Uanset hvad den spises med, så er det en skøn dessert som der godt kan arbejdes videre med.