torsdag den 29. november 2012

Opskrift: Hjemmelavet sødet kondenseret kokosmælk - eller hvad med Dulce de Coco?


Som nævnt i indlægget om hjemmelavet kokosmælk, så var der et formål med at prøve at lave det selv, selvom skabet er fyldt med dåser fra Tyskland.
Jeg ville nemlig prøve at lave sødet kondenseret kokosmælk af både færdigkøbt kokosmælk, og den hjemmelavede, for at sammenligne hvordan det blev.

Kondenseret kokosmælk er et alternativ til den almindelige sødede kondenserede mælk som bla. Nestlé laver (og som er fabelagtig til is - hvis altså man ikke har noget imod is med sukker i) - det er jo ikke fordi jeg er allergisk overfor almindelig mælk at det er nødvendigt at bruge kokos. Men kokos vinder mere og mere frem med sunde egenskaber, så om ikke andet så fordi det var sjovt og jeg elsker at lave sådanne ting fra bunden, så skulle det prøves.
Også fordi jeg havde et godt øje til en opskrift med kondenseret mælk, hvor den så passende kunne erstattes af kokosudgaven.

I forsøget brugte jeg i første omgang en af dåserne fra Tyskland med 80% kokos, samt den hjemmelavede kokosmælk - 4 dl af hver, i hver sin gryde.
Jeg brugte samme mængde sødestoffer i begge udgaver - halvt Sukrin, og halvt kokossukker/agavesirup. Begge gryder fik lov at koge i en times tid.
Pga. kokossukkeret endte begge udgaver med at blive ret mørke, og især Tysklands-kokosmælken blev ret tyk i forhold til den hjemmelavede, som jo nok indeholder en del mere vand.
Men eftersom jeg ikke umiddelbart kunne smage den store forskel på de to udgaver, så endte jeg med at hælde dem sammen efter en time, og give blandingen et kvarters tid mere.
Efter at mælken var kølet helt af, var den faktisk blevet helt stiv! Og med det ret mørke udseende kom den mest af alt til at minde om dulce de leche - kondenseret mælk som er kogt ind til karamelagtig konsistens.

Den fik nok lov at koge lidt for længe, så det endte faktisk med at jeg lavede en ny portion - denne gang af to dåser mælk, dog med lidt mindre kokosindhold (60% økologisk fra Santa Maria) og en lidt anden sammensætning af sødemidler, for at undgå den brune farve.
Det er denne 2. portion opskriften tager udgangspunkt i - men nu ved du så at man også kan lave dulce de coco.

Hjemmelavet sødet kondenseret kokosmælk:
ca. 5 dl

2 dåser/800 ml 60% kokosmælk (hvis der bruges kokosmælk med mindre andel kokos, skal den måske koge længere da der er mere vand i - er der mere kokos i, skal den koge kortere for ikke at blive til dulce de coco)
5 spsk Sukrin
2 spsk lys Sweet Freedom sirup (eller agavesirup)
evt. et par dråber flydende stevia

Kokosmælk, Sukrin og sirup blandes i en tykbundet gryde eller pande, gerne sliplet, og bringes i kog - mælken simrer en times tid til konsistensen begynder at minde om kondenseret mælk. Rør i den jævnligt med et piskeris eller en dejskraber, og skrab ned fra kanten, så den ikke brænder på.
Til sidst smages evt. til med Stevia.
Køl mælken af og opbevar på køl i nogle dage, eller frys den ned i passende portioner.
Brug den i stedet for kondenseret mælk i kaffen, i is, desserter, kager, konfekt osv.

Konklusion:

Smagen er selvfølgelig ikke den samme som almindelig kondenseret mælk, men jeg er ret positiv - den smager ikke voldsomt igennem af kokos, og jeg er spændt på at prøve at bruge den til feks. is (har en fornemmelse af at jeg bliver sat på opgaven at lave is til nytårsdesserten, og der kunne den passende komme i brug). De gange jeg har brugt en hel dåse kokosmælk til is, synes jeg den er blevet lidt for hård, men almindelig kondenseret mælk er genial til is, da den giver en fantastisk konsistens, så jeg håber kokosudgaven har samme fordel.
Dulce de coco'en er også frosset ned indtil videre - jeg har prøvet at blande en lille smule i lidt piskefløde, og det giver faktisk en glimrende karamel-agtig sauce, som godt kunne bruges til frugt eller is.
Der er helt klart basis for eksperimenter.

11 kommentarer:

  1. Hvor er det spændende- je er også ret vild med de der is baseret på kondenseret mælk så det kunne være sjovt at prøve.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette: Ja det er sjovt at prøve at lave anderledes versioner af de ting man kender i forvejen.
      Jeg satser på at prøve at lave is af mælken til nytårsmiddagen, så der skal nok komme en opdatering :-)

      Slet
  2. Det lyder SÅ lækkert- du smed da ikke den portion ud der blev stift? Det kan vel bruges til et eller andet? Du er dæleme en flittig kvinde:-)
    Mange hilsner Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte: Nej nej, som jeg skriver så har jeg frosset dulce'n ned for feks. at bruge den til en slags karamelsauce, blandet i fløde - jeg skal nok finde anvendelse for den :-)
      Tak - hvis døgnet havde flere timer, ville jeg være endnu mere flittig!

      Slet
    2. Ups - sorry det havde jeg overset.
      Hilsen Charlotte

      Slet
  3. Hej,lidt forvirret:)bruger du sødet kondenseret mælk til is eller den anden!

    SvarSlet
    Svar
    1. Anonym: Beklager forvirringen :-) Jeg har indtil nu kun prøvet at bruge almindelig sødet kondenseret mælk til is - men planen er at prøve med kokos-udgaven snart, da jeg håber den har nogle af de samme egenskaber som den almindelige.
      Håber det opklarede lidt!

      Slet
  4. Hej Heidi,
    Det er simpelthen bare sådan en god idé, og jeg prøvde straks at lave det for et par dage siden.
    Smagen er rigtig god, men desværre er det som om min skiller efter den har været på køl. Den deler sig ligesom op i små fedtperler, som gør det hele temmelig grynet i konsistensen. Og heller ikke særlig lækkert at få sådan en klump størknet kokosolie i munden.
    Gav det en hurtig tur i mikroovnen, og så bliver den jo igen glat og lækker, fordi fedtet bliver varmet op. Men jeg vil nu helst bruge mælken kold.
    Har du oplevet det samme, eller bevarer din en jævn/glat konsistens efter at have været på køl?
    Håber du finde tid til at svare :)

    Mange hilsner,
    Lykke
    http://minpaleoverden.blogspot.dk/

    SvarSlet
    Svar
    1. Lykke: Tak for din feedback, dejligt at du havde lyst til at prøve!

      Jeg synes ikke umiddelbart jeg kan huske at jeg oplevede det samme - nu har jeg kun fået det lavet den ene gang, og så vidt jeg husker havde jeg det nok stående i køleskabet en dag eller to, inden jeg frøs det ned, og jeg kan altså ikke erindre at problemet opstod.
      Jeg har siden brugt det til is (dog uden at få skrevet om det), og der mener jeg at jeg bare lod det tø op på køkkenbordet, og der husker jeg heller ikke at have set nogle fedtperler. Og konsistensen på isen var fin, uden at man kunne mærke noget.
      Hvis du putter den i mikroen, kan det så ikke lade sig gøre kun lige at give den nok til at olien smelter (evt. på optøningsprogram, som ikke varmer så meget), så den stadig er nogenlunde kold?

      Beklager jeg ikke kan hjælpe mere, men jeg vil prøve at være opmærksom på det næste gang og se hvad jeg finder ud af.

      God påske :-)

      Slet
    2. Tak for svar :)
      Tror jeg vil prøve at lave det en gang til, med et andet mærke kokosmælk. Kan jo være der forskellen ligger. Jeg bruger en kun lavet af kokos (60%) og vand. De fleste kokosmælk er tilsat e-numre og stabilisatorer, og jeg tænker at det muligvis kunne have noget at sige.
      Så jeg vil prøve igen med sådan en, bare for at se forskellen :)

      Også god påske til dig:)
      /Lykke

      Slet
    3. Lyder som en god ide - som jeg skrev så brugte jeg den økologiske fra Santa Maria hvor der også er 60% kokos i, men jeg kan ikke lige huske om der er tilsætningsstoffer i. Det prøver jeg også normalt at undgå, og der er ikke nogen i den jeg har købt i Tyskland hvor der er hele 80% kokos i. Men det var så den der blev helt stiv fordi den kogte for længe :-)

      Meld meget gerne tilbage om det bliver bedre med et andet mærke!

      Slet