lørdag den 6. oktober 2012

Opskrift: Sprøde og krydrede grønkålschips


Vi fortsætter lidt med snacks-kategorien, i forlængelse af ostechips'ne med mandler og chili.
Og har man sagt low carb snacks, så kommer man nok ikke udenom bagte grønkålschips, som vel nærmest er det nye sort.

Det er længe siden jeg så idéen første gang, sandsynligvis på en eller anden amerikansk blog, men sidste vinter/starten af foråret lykkedes det mig ikke at finde frisk grønkål, hverken i supermarkeder eller grønthandlen.

Tilfældigvis faldt jeg så i forrige uge ved en google-søgning over netbutikken Økomanden, hvor der for det første kunne købes økologisk grønkål, og hvor det oven i købet var på tilbud. 300 g til 9,50 (normalpris 11,75), det syntes jeg bestemt var rimeligt.
Eftersom fragten så til gengæld kostede 49 kr., så skulle der selvfølgelig noget mere med i kassen - det blev bla. til tomatpure, johannesbrød/carob pulver, kokosmel, rødkål på glas (vi skal holde jul i år, men hjemmelavet rødkål står altså ikke højest på to-do listen), grillpølser med hvidløg, hakket lammekød, hokkaido græskar og søde kartofler. Og så selvfølgelig grønkålen. Det hele økologisk.

Udover at have grønkål, så udmærker Økomanden sig også ved at man kan betale med Forbrugsforeningens kort, og derved opspare bonus.
Mange bække små, ikke?

Nå men chips skulle der laves, så en onsdag aften måtte jeg i gang.
Der er flere meninger om hvor mange grader kålen skal bages ved - jeg endte med at lave 3 portioner med forskellig krydning, og jeg fik derved lejlighed til at afprøve flere grader.
Det der virkede bedst blev 100 grader i ca. 30-45 minutter, alt efter størrelse. 150 grader i ca. 20 minutter virkede også fint nok, men kålen blev hurtigere brun/let brændt på.

Man skal være obs på at sådan noget grønkål svinder en del, så man kan godt lave stykkerne rimeligt store, og stadig få dem i mundrette bidder.
Det andet man skal være obs på er at man nemt kommer til at tilsætte for meget salt - jeg syntes ikke jeg havde brugt ret meget i første portion, men de blev lige på vippen til lidt for saltede, så brug lidt mindre end du regner med.
Det tredje er at udover man skal passe på de ikke brænder på, så skal man til gengæld også være sikker på de bliver helt sprøde, for ellers er de ikke rare at spise - så bliver de seje og træede, og vokser lidt for meget i munden.

Skal det være aller-sundest, så tørrer man dem i en dehydrator ved lavere varme, så alle de gode ting i kålen ikke ødelægges - men sådan en har jeg ikke (endnu - der arbejdes på det).
Og mon ikke nok at nogle af de gode ting overlever alligevel.
Det tror jeg nu nok.

Sprøde og krydrede grønkålschips:

3-4 store friske grønkålsstokke
ca. 1 spsk olivenolie
ca. 1/2-1 tsk salt
yderligere krydderier efter smag, feks. hvidløgspulver, løgpulver, chilipulver, chilisauce osv.

Varm ovnen op til 100 grader almindelig varme.
Vask grønkålen grundigt - der kan nemt gemme sig snavs inde mellem alle folderne, hvis du bruger den krøllede slags.
Skær den hårde midterstok af, og pluk kålen i bidder på nogenlunde samme størrelse, ca. 5x5 cm.
Slyng kålstykkerne i et viskestykke eller salatslynge - eller som jeg gjorde, bank kålen ned i et viskestykke inden stokken skæres fra, så vandet bankes ud af alle folderne.
Læg kålstykkerne i en stor skål, bland olie med salt og krydderier, og hæld krydderolien over kålen. Tag evt. et par latexhandsker på, og gnid nu olien grundigt ind i kålen ved at ælte den med begge hænder, indtil alle kålstykkerne er dækkede af et tyndt lag olie.
Fordel kålstykkerne på en bageplade med bagepapir eller silikonemåtte - de må ikke overlappe hinanden.
Bag kålen midt i ovnen i ca. 30-45 minutter afhængig af størrelse - se til den nogle gange undervejs, og tag evt. stykkerne ud efterhånden som de begynder at blive lidt brune i kanterne - men vær sikker på at de er sprøde.
Læg dem til afkøling på en bagerist. Hvis de ikke er helt sprøde når de er afkølede, så skal de have lidt længere.
Spis dem som snacks når lysten til noget salt og sprødt bliver for stor. Eller brug dem som drys på en grøntsagssuppe.

Konklusion:

Det er bestemt ikke ueffent, det her. Det fungerer rigtig godt som drys på suppe, og jeg tror faktisk jeg fik nedsvælget i omegnen af 400 g kål i løbet af to dage, minus vægten af den fraskårne stok.
Mængden af tilsat salt gør måske nok at man ikke skal spise uanede mængder - men jeg kan ikke forestille mig andet end at det må være noget sundere end at spise 400 g kartoffelchips.
Jeg følte mig i hvert fald vældig grøn bagefter.