tirsdag den 4. december 2012

Opskrift: Jordnøddefudge / peanut fudge


Nu hvor jeg både har haft hjemmelavet kokosmælk, og kondenseret kokosmælk på programmet, så må jeg hellere få vist hvad jeg endte med at bruge noget af den kondenserede kokosmælk til.

Da jeg så Hannes fudge med jordnødder, efter Louisa Lorangs opskrift, vidste jeg at den måtte jeg prøve på et tidspunkt, uanset hvor meget sukker der så var i.
Efter at have fundet fremgangsmåden med kondenseret kokosmælk fik jeg imidlertid den idé at lave en low carb/næsten sukkerfri version med kondenseret kokosmælk i stedet for almindelig kondenseret mælk, og chokolade og sukker blev skiftet ud med kokossmør, carob/johannesbrødpulver og jordnøddemel (en fedtfattig type købt hos iHerb).
Jeg ændrede generelt lidt på mængderne også, og endte ud i følgende opskrift.

Jordnøddefudge/peanut fudge:

100 g kokossmør
150 g crunchy jordnøddesmør
300 g kondenseret kokosmælk
50 g grofthakkede saltede jordnødder
1 spsk carob/johannesbrød pulver
2 spsk jordnøddemel (eller evt. mere carob pulver)

Bland kokossmør, jordnøddesmør og kondenseret kokosmælk i en gryde og varm den forsigtigt op under omrøring til den er godt blandet sammen. Den får lidt konsistens som en vandbakkelsesdej - men den må ikke varmes for længe for så risikerer den at skille og separere olie fra (det skete her, så jeg måtte hælde lidt af olien fra).
Så snart blandingen er jævn tages den af varmen, og hakkede jordnødder blandes i, sammen med carob pulver og jordnøddemel. Smag evt. til med lidt sødemiddel efter smag hvis ikke du synes den er sød nok.
Hæld fudge massen i en firkantet form beklædt med bagepapir, eller i en silikoneform/små silikoneforme som fudgen nemt kan trykkes ud af.
Stil fudgen på køl i nogle timer til den er helt stivnet - hvis den er lavet i en firkantet form, kan den nu skæres i mindre stykker. Opbevar fudgen på køl i en uges tid, eller frys den ned til den skal bruges - den skal bare tø op i 5-10 minutter afhængig af størrelse, før den er til at bide i.

Konklusion:

Konsistens som rigtig fudge har den selvfølgelig ikke, og min version er selvsagt heller ikke så sød, eftersom der slet ikke er sødemidler i, men den har en mild naturlig sødme fra kokossmørret og carob pulveret, og konsistensen er egentlig overraskende god.
Den kan helt klart anbefales til både julens slikbord, og for den sags skyld resten af året også, så den bliver helt klart lavet igen.
Spørgsmålet er bare hvor længe denne portion i fryseren holder - der skulle gerne være nok til både søskendejulefrokosten om 1 1/2 uge, og måske juleaften.
Tror jeg mon selv på det?