onsdag den 12. december 2012

Opskrift: Næsten rå chokolade brownie/konfekt med cashew-karameltopping


Jeg fik jo et par rå kage/snacks bøger i fødselsdagsgave for ikke så længe siden - de to som Caroline Fibæk har skrevet.
Det har knebet lidt med at få afprøvet opskrifterne, men for nogle uger siden fik jeg lavet en slags brownie, som efter min mening dog var mere konfektagtig end brownieagtig.
Derfor endte jeg også med at skære den ud i ret små stykker så oplevelsen ikke bliver for voldsom.

Jeg ændrede lidt på et par ting - lavede kun halv portion, brugte mandler i stedet for paranødder, tilsatte nogle af de tørrede morbær jeg købte i Tyskland, samt nogle tørrede blåbær - og så brugte jeg yacon pulver i toppingen i stedet for lucuma, som jeg ikke har (endnu).
Endelig lavede jeg lidt pynt (med inspiration fra Xenia som har brugt en opskrift i samme bog) af tørrede gojibær blendet med kokosmel.

Nogle af stykkerne blev fortæret med det samme - resten blev frosset ned i firkanter, og skal udgøre en del af konfekt-fadet til lørdagens julefrokost med Lækkermåsens søskende, som vi står for i år.
Der bliver også sat jordnøddefudge på bordet, sammen med diverse ting af hjemmelavet marcipan, som jeg så småt har haft gang i her til aften.
Det kommer der mere om en anden dag.

Næsten rå chokolade brownie/konfekt med cashew-karameltopping:

Brownie:

5 dl bløde (eller udblødte) dadler uden sten
1/2 dl kokosolie
1 dl kakaopulver
1 knivspids salt
1 dl grofthakkede mandler
1/2 dl grofthakkede tørrede morbær
1/2 dl tørrede hakkede blåbær

Karameltopping:

1 dl cashewnødder udblødt i vand i 2 timer
1/2 dl koldt vand
1 knivspids salt
1 spsk lecitingranulat
1 dl bløde (eller udblødte) dadler uden sten
1 spsk yaconpulver
1/2 tsk vaniljepulver

Pynt:

1 håndfuld tørrede gojibær
1 håndful revet kokos

Blend alle ingredienser til brownien til og med salt til dejen er jævn - bland mandler, morbær og blåbær i, og bred dejen ud i en firkantet form eller bradepande med bagepapir eller film i, så kagen er nemmere at få ud.
Stil den i køleskab eller fryser i nogle timer til den er helt stivnet.
Når cashewnødderne er udblødte, kasseres vandet og nødderne blendes med de øvrige ingredienser til toppingen i en god blender - cremen skal være helt jævn.
Når brownien er stivnet, tages den op af formen, toppingen bredes ud på, og der pyntes med en blanding af blendede gojibær og kokos.
Kagen skæres ud i passende små stykker - opbevares på køl eller fryses ned, og tages op kort før servering.

Konklusion:

Brownien er som skrevet ret tæt i konsistensen, så det er ikke en man spiser mange eller store stykker af - men den smager rigtig godt. De tørrede morbær giver en skøn karamelagtig smag, mandlerne giver bid, og karameltoppingen er overraskende god, og ikke særlig cashewagtig (som jeg ellers godt synes cashewnødder kan være når de bruges rå i kager og desserter).
I love it.