lørdag den 30. marts 2013

Opskrift: Müsli uden korn




Hvis man gerne vil have mælkeprodukter til morgenmaden, er dette et godt alternativ til den traditionelle müsli - den indeholder ingen korn, men kun mandler, nødder, kerner, frø, fedtstof og sødestof.
Denne version bliver grundopskriften her i hjemmet fremover, og så kan den jo suppleres op med tørret frugt eller bær efter smag fra gang til gang, eller feks friske bær i mælketallerkenen.

Pt. hedder min yndlingsversion af mælke-morgenmaden halvt skyr, halvt græsk yoghurt 10%, lidt piskefløde for at gøre den tyndere, proteinpulver, vanillepulver, flydende stevia, blåbær fra frost, og så lidt af müslien - det hele kan blandes aftenen før, så det er klar til spisning om morgenen hvis man har travlt. Eller det kan tages med på arbejde hvis man først spiser morgenmad sent, som jeg gør.

Jeg overvejer allerede nu at tage en portion med når vi skal på ferie til sommer - der er morgenmad med på hotellet, så mon ikke man godt kunne snige en pose med i restauranten, og så håbe der er yoghurt i buffetten.
Jeg tror jeg vover pelsen.

Müsli uden korn:

100 g grofthakkede mandler (jeg bruger dehydrerede, men det er ikke nødvendigt - jeg gør det kun fordi jeg bilder mig ind min mave bedre kan håndtere det)
100 g grofthakkede og på-forhånd-ristede-og-afskallede hasselnødder (ristede i ovnen ved 150 grader i ca. 15-20 minutter til skallen kan gnides af)
100 g hele hampefrø
50 g solsikkefrø
25 g hørfrø
100 g græskarkerner
100 g almindeligt revet kokosmel
30 g chiafrø
2 spsk kokosolie
3 spsk lys Sweet Freedom sirup (eller ahornsirup, yaconsirup, agavesirup, honning eller hvad du har og kan lide)
2 spsk Sukrin Gold
1 spsk kokossukker
100 g kakaonibs

Hæld alt til og med chiafrø på en stor pande, og rist blandingen ved medium varme i ca. 5-7 minutter, til det begynder at dufte - pas på med især kokos, at den ikke bliver mørk.
Hæld blandingen i en skål, og hæld nu kokosolie, sirup, sukrin og kokossukker på panden - varm det op til al sukrin og kokossukker er smeltet. Hæld blandingen over nødderne og vend det hele grundigt rundt, så olien/sødningen fordeles grundigt.
Bland til sidst kakaonibs i, lad müslien stå til den er helt kølet af (vend rundt i den af og til), og opbevar den derefter i et lukket glas i et skab.
Burde kunne holde i 1-2 måneder.

Konklusion:

Müslien kan selvfølgelig varieres efter hvad man har i huset og hvad man kan lide, men jeg synes denne kombination giver både god smag, "crunch" og sødme - vil man gerne skære lidt ned på det søde, så put knap så meget sirup i og måske en anelse mere olie.
Jeg har ikke prøvet den ovenpå skyr/yoghurten endnu, men når den kommer på menuen første gang, bliver det enten med tørrede granatæblekerner, multebær, blåbær eller gojibær.

6 kommentarer:

  1. Ser dejlig ud, Heidi.
    Hvor købet du tørrede granatæblekerner?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hanne: Det gør jeg i England hos Healthy Supplies http://www.healthysupplies.co.uk/pomegranates-samarkand-100g.html
      Men jeg burde jo egentlig prøve at lave dem selv i dehydratoren - har den faktisk kørende lige nu, og har et par granatæbler i køleskabet, så tror da lige jeg skal i gang :-)
      God påske!

      Slet
  2. Mums. det ser ellers super godt ud :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Bianca - den er bestemt ikke dårlig :-)

      Slet
  3. Hej Heidi
    Virkelig lækker müsli...
    Er hampefrøene ikke afskallede?
    Go dag
    Stine

    SvarSlet
    Svar
    1. Stine: Tak skal du have, og ja den er rigtig god hvis man vil have noget uden korn.
      Nej hampefrøene jeg bruger er hele, med skal og det hele - men har du de afskallede, så kan de sikkert også sagtens bruges.
      God aften til dig :-)

      Slet