tirsdag den 2. april 2013

Opskrift: Hørfrø-vafler


Jeg har længe haft lyst til at prøve at lave low carb vafler til morgenmad, men det er lige som om tiden aldrig rigtig er til det, heller ikke i de normale weekender hvor der ellers skulle være fred og ro til den slags.
Men her i påsken, hvor jeg har været alene hjemme en del af tiden da Lækkermåsen arbejdede, fik jeg endelig forsøgt mig - og det er jo egentlig ikke fordi det tager lang tid. I hvert fald ikke med den opskrift jeg endte med at bruge.

Low carb vafler bliver aldrig helt det samme som i almindelig udgave, da de er svære at få sprøde uden sukker og mel. Men kan man leve med det, kan man sagtens få en velsmagende vaffel på bordet.
Jeg har gemt flere opskrifter fra rundt omkring, som alle indeholdt en del forskellige ingredienser, men så stødte jeg på denne fra Lowcarbfriends - der er som udgangspunkt kun 5 ingredienser, som man så selvfølgelig kan vælge at supplere op, som jeg også gjorde.

I den oprindelige opskrift blev der kun brugt kværnede hørfrø fra frøriget, men jeg valgte at forsøge med lidt hampefrø også, da de indeholder meget få kulhydrater, og mange proteiner og fedt.
Jeg brugte desuden lidt sødestof også, men det er ikke strengt nødvendigt, hvis man alligevel hælder feks. sirup eller sukrin over ved servering.

Mine vafler blev til på denne måde.

Hørfrøvafler:
1-3 stk. i et almindeligt vaffeljern (vi har et dobbelt elektrisk, hvor de nok bliver lidt mindre end i et enkelt jern, så hvor jeg fik 3 ud af portionen, bliver der nok kun 1-2 i større udgave)

2 æg
4 spsk kværnede hørfrø (jeg brugte ca. 3 spsk kværnede hørfrø og 1 spsk kværnede hampefrø)
2 spsk neutral proteinpulver (jeg bruger valleprotein fra Bodylab)
1 tsk vaniljeekstrakt, eller 1 tsk vaniljepulver
1/2 tsk bagepulver
ca. 1/2 tsk Sukrin+ (jeg brugte et brev af denne NuNaturals stevia/sukrinpulver, som vist nogenlunde svarer til Sukrin+ i sødestyrke)

Varm vaffeljernet op imens æggene piskes let sammen, og hørfrø, hampefrø, proteinpulver, vanilje, bagepulver og sødning blandes i.
Pensl vaffeljernet med en smule fedtstof (eller brug spray), og hæld dej i jernet - pladen skal ikke fyldes helt op, da dejen flyder ud/hæver en del i starten pga. bagepulveret.
Bag vaflerne til de er gyldne men stadig bløde - bliver de for mørke, bliver de tørre og kedelige.
Spis vaflerne med det samme, feks. med nøddesmør, bær, sukrinmelis, sirup eller hvad du har lyst til.

Konklusion:

Den første blev en anelse for mørk og tør, mens det gik lidt bedre med de to sidste. Som sagt bliver de ikke sprøde, men smagen er fin så snart der kommer nogle toppings ovenpå. Jeg brugte nøddesmør, sirup (lys Sweet Freedom), sukrinmelis og optøede blåbær, og savnede egentlig ikke det sprøde.
Og det er så enkel en opskrift at jeg godt kunne finde anledning til at lave den igen, i en helt almindelig weekend.

3 kommentarer:

  1. Hey you =) I'm from Germany but actually speak danish as well (but prefer English just like now :D)

    I really love and adore your blog and your recipes. Keep writing. =) And thanks for this one! I was always wondering if "hørfrø" is something I could use besides of putting it into my yogurts. i will be trying this recipe very soon. =) Thanks a lot!

    SvarSlet
    Svar
    1. Sereph: Thank you so much for your message - I am happy to hear that you like my blog (even though nothing much is happening at the moment).
      Let me know if you try the waffles and what you think :-)

      Slet
  2. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet