søndag den 31. marts 2013

Opskrift: Hjemmelavet nøddesmør


I sidste weekend fik jeg ristet en hel bradepandefuld hasselnødder, så de er klar til at bruge i feks. müsli og andre gode ting, hvor der skal bruges ristede, afskallede nødder (150 grader almindelig varme i ca. 15-20 minutter til skallen kan gnides af - dem hvor skallen ikke kan løsnes gemmer jeg for sig selv, og bruger i feks. müslien hvor det ikke gør så meget at der stadig er skal på).
Jeg havde dog allerede en lille portion liggende, som skulle udryddes inden glasset blev fyldt op med en ny omgang, og den blev til en lækker gang nøddesmør.

Jeg har tidligere lavet både mandelsmør og kokossmør, og hvis man har en god blender, minihakker eller foodprocessor, så kan jeg kun anbefale at man selv giver sig i kast med disse ting, da de er temmelig dyre i indkøb.

Nøddesmørret lavede jeg af ristede nødder i foodprocessoren, hvor man jævnligt stopper maskinen og skubber nødderne ned fra skålens kant med en dejskraber. Lad maskinen køre til nødderne begynder at frigive olie, så blandingen bliver cremet og smørbar, ligesom jordnøddesmør.
Opbevar smørret i et rent glas med låg i køkkenskabet eller køleskabet - mit har stået en uges tid i et skab nu.

Brug det til at smørre på knækbrød eller kiks, ovenpå pandekager og vafler, bland det i morgenmads-mælkeproduktet - eller hvad med at lave en sund nutella ud af det.
Det bliver noget af det næste der skal prøves.

Hvis du gerne vil have lidt smag i, så prøv at tilsætte kakaopulver, vanillepulver, sødestof (stevia, sukrinmelis, kokossmelis eller sirup) eller hvad du nu har lyst til - eller gem portionen naturel, og tilsæt smag hver gang du skal bruge en lille portion.

OBS: Denne gang blev nøddesmørret ikke kværnet helt fint, så der er stadig lidt bid i, og derfor vil det også blive en lidt grov nutella man får ud af det, hvis man forsøger sig med det - næste gang prøver jeg nok at lave en større portion og gøre det i Vitamixen, da den er bedre til at findele i atomer.

lørdag den 30. marts 2013

Opskrift: Müsli uden korn




Hvis man gerne vil have mælkeprodukter til morgenmaden, er dette et godt alternativ til den traditionelle müsli - den indeholder ingen korn, men kun mandler, nødder, kerner, frø, fedtstof og sødestof.
Denne version bliver grundopskriften her i hjemmet fremover, og så kan den jo suppleres op med tørret frugt eller bær efter smag fra gang til gang, eller feks friske bær i mælketallerkenen.

Pt. hedder min yndlingsversion af mælke-morgenmaden halvt skyr, halvt græsk yoghurt 10%, lidt piskefløde for at gøre den tyndere, proteinpulver, vanillepulver, flydende stevia, blåbær fra frost, og så lidt af müslien - det hele kan blandes aftenen før, så det er klar til spisning om morgenen hvis man har travlt. Eller det kan tages med på arbejde hvis man først spiser morgenmad sent, som jeg gør.

Jeg overvejer allerede nu at tage en portion med når vi skal på ferie til sommer - der er morgenmad med på hotellet, så mon ikke man godt kunne snige en pose med i restauranten, og så håbe der er yoghurt i buffetten.
Jeg tror jeg vover pelsen.

Müsli uden korn:

100 g grofthakkede mandler (jeg bruger dehydrerede, men det er ikke nødvendigt - jeg gør det kun fordi jeg bilder mig ind min mave bedre kan håndtere det)
100 g grofthakkede og på-forhånd-ristede-og-afskallede hasselnødder (ristede i ovnen ved 150 grader i ca. 15-20 minutter til skallen kan gnides af)
100 g hele hampefrø
50 g solsikkefrø
25 g hørfrø
100 g græskarkerner
100 g almindeligt revet kokosmel
30 g chiafrø
2 spsk kokosolie
3 spsk lys Sweet Freedom sirup (eller ahornsirup, yaconsirup, agavesirup, honning eller hvad du har og kan lide)
2 spsk Sukrin Gold
1 spsk kokossukker
100 g kakaonibs

Hæld alt til og med chiafrø på en stor pande, og rist blandingen ved medium varme i ca. 5-7 minutter, til det begynder at dufte - pas på med især kokos, at den ikke bliver mørk.
Hæld blandingen i en skål, og hæld nu kokosolie, sirup, sukrin og kokossukker på panden - varm det op til al sukrin og kokossukker er smeltet. Hæld blandingen over nødderne og vend det hele grundigt rundt, så olien/sødningen fordeles grundigt.
Bland til sidst kakaonibs i, lad müslien stå til den er helt kølet af (vend rundt i den af og til), og opbevar den derefter i et lukket glas i et skab.
Burde kunne holde i 1-2 måneder.

Konklusion:

Müslien kan selvfølgelig varieres efter hvad man har i huset og hvad man kan lide, men jeg synes denne kombination giver både god smag, "crunch" og sødme - vil man gerne skære lidt ned på det søde, så put knap så meget sirup i og måske en anelse mere olie.
Jeg har ikke prøvet den ovenpå skyr/yoghurten endnu, men når den kommer på menuen første gang, bliver det enten med tørrede granatæblekerner, multebær, blåbær eller gojibær.

tirsdag den 26. marts 2013

Opskrift: Greenie med spinat, squash, persille, ingefær, lime - og lidt frugt


Det er ikke meget jeg har lagt på bloggen om drikkevarer, men en gang imellem lykkes det mig faktisk at lave noget på superblenderen, som er ok. Som regel bliver det til smoothies med bananer og bær, men i dag er det for første gang lykkedes mig at lave en greenie (den grønne version af en smoothie) som faktisk smager godt.
Nogle vil måske mene jeg snyder da jeg putter banan i, men hey - greenien er da stadig grøn. (Og bananer er da også grønne når de er umodne - eller noget). I øvrigt er der jo også lime i, og det er da også en frugt. (Er det kun mig selv det lykkes at overbevise?)

Nå men inspirationen kom fra min yndlings low carb Facebook gruppe, og greenien kom til verden på følgende vis:

Greenie med spinat, squash, persille, ingefær, lime - og lidt frugt:
1 person/1 stort glas

100 g frossen spinat i kugler (bruger du frisk spinat, så brug et par håndfulde isterninger også, ellers bliver den ikke kold nok)
50 g frisk squash
5 g frisk persille
10 g ingefær
20 g øko/usprøjtet lime inkl. skal (en tyk skive - har i øvrigt lige læst i dag, at nogle øko citrusfrugter er smurt ind i bivoks, så husk at vaske dem i varmt vand for en sikkerheds skyld!)
50 g frossen banan
2 1/2 dl koldt vand
evt. nogle dråber flydende koncentreret Stevia, eller andet sødemiddel uden kalorier

Hæld hele molevitten, undtaget sødemiddel, i en god blender, og blend grundigt til drikken er mest muligt flydende og uden klumper. Smag evt. til med sødemiddel, hvis ikke bananen har sødet nok.
Hvis din blender ikke kan klare mosten helt, og du ikke har det så godt med klumper, så si evt. klumperne fra - men husk de indeholder gode fibre.
Drik med det samme - hvis den er for tyk, så tilsæt evt. lidt mere vand.

Konklusion:

Jeg har forsøgt mig med greenies før, men det har altid været nødvendigt at putte større mængder bær eller frugt i, for at smagen blev acceptabel - men denne gang er det lykkedes med noget der smager meget tæt på godt.
Jeg smagte på den inden jeg puttede banan i, og jeg må indrømme at uden blev den lige lovlig "grøn" i smagen, så derfor kom bananen i - men måske jeg kan vænne mig til den "rå" udgave på længere sigt.
Den her version er i hvert fald kommet for at blive når man skal starte dagen med et megasundt boost, og så er den jo fantastisk smuk at se på - man kan ikke undgå at komme til at føle sig ret sund efter sådan et glas.

Har du forslag til andre sammensætninger af greenies, som er gode?